Jeg er gået i gang med at læse Jesper Tynells ‘Mørkelygten’, og det har slået mig fra allerførste side, at journalister er langt bedre til at vinkle historien, end vi embedsmænd er. Det, der så skummelt lyder navnet "at svinge mørkelygten", handler om at få skrevet noget frem i en sag eller historie, som er det man gerne vil have læseren til at læse, spekulere over - eller træffe beslutninger om. Det hedder egentlig også spin - og en af de kendteste, vi har haft til det herhjemme, er journalisten Henrik Quortrup.

I slutningen af 90’erne begyndte man altså at ansætte særlige politiske rådgivere til at vinkle historier og sager, så de passede ind i den politik, man gerne vil føre. Og siden man var nødt til at rekruttere fra en helt anden profession end normalt, går jeg ud fra at det var fordi, at det eksisterende embedsværk ikke var specielt gode til det…

Både spin og mørkelygte hælder til den negative betydning af ordene, som får det til at lyde som om, at man forsøger at holde noget hemmeligt eller væk fra læseren. Og jeg tror egentlig ikke, at Jesper Tynell reelt mener, at ved at have interviewet 41 embedsmænd om konkrete cases, kan slutte at alle sager, der involverer alle 44.000 ansatte i Centraladministrationen altid håndteres med spin og mørkelygte. Men det er altså ikke nogen særlig interessant historie at skrive bøger om!

Når det er sagt, er det jo klart en balancegang. For når ens job er at beskrive komplekse problemstillinger, er det ofte nødvendigt at skære stoffet til, for overhovedet at kunne fremstille sagen som noget, der kan træffes beslutninger om. Det kan efterfølgende ligne, at helt centrale elementer i en sag er blevet udeladt og så bliver det store spørgsmål, om det er sket for at sløre vigtige oplysninger og elementer - eller for at fremme en beslutning.

I forhold til embedsværket, handler det vel om, hvorvidt man tænker på det med mistro eller tillid. Og selv er jeg ret sikker på, at langt de fleste sager slet ikke er i nærheden af spin og mørkelygter. Jeg baserer denne skråsikkerhed på, at beslutninger i Centraladministrationen generelt træffes efter mange skriverier frem og tilbage på uendelige notater og formuleringer, kloge mennesker, der mener mere og andet end, om ‘som’ skal erstatte ‘der’, for at få den rigtige betydning frem.

Og ind imellem drukner fremstillingerne i interne magtkampe, forhastede beslutninger eller politik i strid med lovgivning eller konventioner - og det er derfor Folketinget nedsætter undersøgelseskommissioner og udvalg: for at finde ud af hvornår det blev besluttet at udelade vigtige oplysninger - og hvem der traf den på hvilket grundlag.