6. januar 2024 - Det lange liv

Bogen har en lang række konkrete modeller og metoder til at hver enkelt kan indrette og tænke sit liv og sin alder. Pointerne her kan også laves til et selvrealiserings-retreat med noget god mad på Sri Lanka. Men Del III om 'Det menneskelige samfund' burde være obligatorisk læsning for alle, der har indflydelse på, hvordan vores samfundsstrukturer er indrettet: HR-afdelinger, virksomhedsejere, ledere, uddannelsesinstitutioner, embedsmænd og politikere. Pointen er - som jeg kan koge det ned til - at når vi mennesker er begyndt at leve så meget længere og hen ad vejen ofte har mange gode leveår i os, så er vi nødt til at indrette vores uddannelser, arbejdsmarked og øvrige institutioner med indbygget fleksibilitet.

Det giver sig selv, at vores velfærdssamfund ikke kan sende mig på pension ca. 40 år før jeg dør, og derfor er man også i gang med at sætte pensionsalderen op. Men er det ikke bedre at gentænke, hvad jeg kan lave, når jeg bliver gammel? Jeg vil gerne lave mad i en børnehave eller på et plejehjem, når jeg ikke orker regnearkene mere! Det er stadig planen, men som min køkkenchef-veninde skrev, så finder de fleste økonomaer andet arbejde, når de rammer 50'erne, fordi det er for hårdt at arbejde i de køkkener! Det havde jeg så - naivt nok - ikke lige tænkt på...

Det giver også sig selv, at vores velfærdssamfund ikke kan beholde flere og flere på det, der med et knap så kønt ord hedder 'passiv forsørgelse'. Ideen med at få førtidspensionister holdt i gang og syge hurtigere igennem sundhedsvæsnet er nok tænkt som til gavn for økonomien, men også at inkludere folk i det liv vi andre lever. Det er vel i virkeligheden det samme tankesæt, der er med inklusion i folkeskolen. Mennesker, der er anderledes skal ikke være udenfor - vi skal være sammen!

Problemet med det er bare, at hvis vi skal være sammen på "normalens" præmisser, så passer de gamle, de syge og de neurodivergente ikke ind - og så crasher de i forsøget på at leve op det, der er sat som standard. Hvis vi skal leve længe(re), udvide arbejdsstyrken og i øvrigt ikke ligge samfundet til last, er samfundet nødt til, at være indrettet, så flere kan være i det og være med til at give det, de kan.

Da jeg havde samfundsfag i gymnasiet hed lærebogen "Individ og Samfund" og al den teori, forskning og praksis, jeg har været igennem siden da, sætter fokus på forholdet mellem de to. De fleste partiers ideologiske grundlag handler om netop balancen mellem dem. Og det er klart, at der er nødt til at være nogle rammer vi som samfund er nødt til at have for, at vi kan eksistere sammen, men vi er er vel nødt til at holde fast i, at velfærdssamfundet er tænkt som en investering i de mennesker, vores samfund består af, så alle får mulighed for at få det liv, de ønsker sig.

Det ligner dog, at vores måde at indrette samfundet på gør, at de enkelte individer knækker i forsøget på at leve op til det - eller helt tækker sig fra at prøve. Hvis ikke vi indretter vores samfund, så vi hver især kan rumme de udfordringer et langt liv kan byde på, kan vi ikke holde til at blive 105. Vi er nødt til at tilpasse vores uddannelser, så flere kan tage dem - også selvom det betyder at nogle skal bruge flere år på SU, eller at man tager en del som ung og en anden del senere i livet. Vores arbejdspladser skal indrettes familie- og relationsvenligt - uanset om det er til gavn for 'de stressede børnefamilier' eller fordi vi skal arbejde, selvom vi har levet i mange år.

Jeg har skrevet det før, men det kan tåle gentagelser: et lige samfund kræver lige muligheder for mennesker med forskellige forudsætninger. Det gør man ikke ved at behandle alle som om, de er ens - og slet ikke hele det lange liv.

Noget af det allermest spændende ved at være embedsmand er, at arbejdet foregår lige der i krydsfeltet mellem ideen og virkeligheden. I mellem "hvad vil politikerne?" og "hvad er der penge til?" og "hvad har borgeren krav på?" Lige der hvor hensynet til det ene rammer ind i hensynet til det andet - og det er vores opgave at finde en løsning. Og selvom det måske lyder enkelt, er det svært, fordi der næsten altid er iboende konflikter i politik - ellers ville vi ikke have behov for regler og retningslinjer.

Desuden går de fleste ind i politik for at ændre noget - oftest til gavn for borgerne! Men de vil også gerne genvælges, så de skal ikke mene noget, der er upopulært... Borgerne vil gerne have et godt velfærdssamfund, men heller ikke betale for meget i skat. Christiansborg-politikerne vil gerne bestemme noget detaljeret om folkeskolen, men ikke hæve udgiftsniveauet generelt i samfundet.

Så - der er mange hensyn at tage, når de politiske ideer skal føres ud i virkeligheden!

• Hensynet til de folkevalgtes ret og pligt til at gøre det, de er valgt ind på
• Hensynet til lovbestemmelser som vores folkevalgte repræsentanter har tilsluttet sig på fællesskabets vegne
• Hensynet til at de offentlige finanser ikke skal overophede dansk økonomi
• Hensynet til borgernes retssikkerhed

Og når man som embedsmand bliver "presset på sin faglighed" kan det pres derfor godt ligge et andet sted end på lovligheden af politikken. For mig er det f.eks. et fagligt pres, at jeg arbejder som økonomistyringskonsulent i et sundhedsvæsen, hvis øvrige faglighed har befolkningens lige adgang til sundhed som fokus. Det betyder, at ting, som jeg synes er klart det bedste at gøre, nedprioriteres, så der er plads til andre fagligheder. Det er møg irriterende, men det er ikke ulovligt!Og det er præcis det, der gør mit arbejde spændende: At sørge for at der bliver tænkt i befolkningens adgang til sunde liv samtidig med, at vi holder de økonomiske processer for øje.

Embedsværket skal ikke politiseres og politikere skal ikke blande sig i sagsbehandlingen! Men det er jo et sted lige der, demokratiet arbejder - veksler mellem politiske retningslinjer og administrativ implementering. Vi skal huske at tænke hele pladen rundt - at det ikke altid lige er "min faglighed" der vejer tungest. Grænserne kan blive overtrådt hele tiden, men det er i samspillet mellem de mange hensyn, at vi finder balancen.

Finansministeren kom da også til at udstille det specialiserede socialområde - som er en samlet betegnelse for samfundets udgifter til handicappede, udsatte og støttekrævende mennesker. Som Noa Redington skrev i sin klumme endte det med, at finansministeren måtte "undskylde for fakta." Sagen har fået mig til at tænke på to ting, som jeg synes er væsentlige her. 

Den første og klart vigtigste er, at vi har valgt at være et velfærdsamfund. Vi ville slet ikke ville fremlægge en finanslov med med penge afsat til velfærd, hvis ikke det er et udtryk for, at vi som samfund gerne vil give hinanden de bedste forudsætninger for at leve det liv, vi gerne vil. Vi sætter penge af til teatre, opholdsteder, dagpenge, hjælpemidler, eksportfremme, krigsmateriel, skoler, co2-reduktion, sygehuse, museer, jernbaner, affaldsortering, uddannelse, havmiljøovervågning, vejsalt og koncerthuse, fordi vi har besluttet, at alle disse ting er vigtige for os alle sammen - uanset hvem vi er. 

Det vil også sige, at alle vi der arbejder i staten, regioner og kommuner arbejder udfra præmissen om, at vi tjener samfundets fælles interesser. Og det gør vi uanset om, vi arbejder tæt på det enkelte barn eller med det regneark, der skal have kassen til at stemme. Går pengene til det rigtige? Er fordelingen mellem faggrupper god nok? Det skal vi blive ved med at diskutere for det er jo det politik går ud på! 

Den anden ting, som sagen fik mig til at tænke på, er, at langt de fleste mennesker som hovedregel ser verden fra sit eget perspektiv - det er virkelig svært at se verden fra andre vinkler end sin egen. Og jeg vil tro, at når man sidder i Finansministeriet og skal have årets 1.000 mia. kr. til at stemme, er det nemt at miste fokus på menneskerne bag tallene. Glemme, at bag ved stigningen i udgifterne til det specialiserede socialområde, er mennesker, der - for netop at leve det liv de gerne vil - har behov for et tilbud om en helt anden type redskaber og støtte end mennesker uden handicap eller sociale udfordringer.

Selve tilbuddet gives af en kommunal sagsbehandler, der beder om en bevilling til at give netop denne indsats til borgeren. Nogle gange har sagsbehandleren selv en pose penge som kan fordeles mellem borgerne andre gange er det et udvalg som vælger, hvad der tildeles denne gang. Det summer op på kommunens samlede niveau - og allerede her blander det sig med udgifter til parkanlæg og biblioteker. Det sker i 98 kommuner på rigtig mange politikområder.

Når et område stiger i udgifter er det økonomifunktionens opgave at fokusere på tallene og regnestykket.  Derfor laves en analyse af området: hvad er det konkret, der bliver dyrere? Er der kommet flere mennesker i målgruppen, som derfor har krav på tilbuddene? Er priserne blevet højere? Er der lovet mere i dette års budgetforlig eller er tallene et udtryk for at hver enkelt medarbejder lige giver lidt mere end det vi aftale? Det gør vi for at der kan handles anderledes - eller give et grundlag at træffe en endnu bedre beslutning næste gang.

Men os i den lokale økonomifunktion eller Finansministeriet ser ikke ret mange borgere og ved derfor ikke nødvendigvis hvilke skæbner, vi analyserer på. Og selvom udgangspunktet er, at vi også arbejder for det fælles bedste, er det vigtigt, at huske os selv på, at vi gør det for hinanden - især så retorikken om samfundets udgifter ikke kun bliver kroner og ører.

Forklaringen er egentlig meget simpel: det er meget sjældent jeg synes den historie, der bliver formidlet er særlig interessant. Og endnu mere sjældent, at ting, jeg ved noget om, bliver gengivet i sin helhed og dermed ikke bliver helt korrekt.

For mange år siden arbejdede jeg ved Arbejdsformidlingen, som var forløberen for de nuværende Jobcentre, der altid er meget debat om - også dengang. Weekendavisen bragte over flere uger nogle lange og dybdegående artikler om indsatsen, de kaldte "Aktiveringsindustrien." Det var virkelig spændende at se sit fagområde gennemgået så intenst: interviews med mange forskellige ledige, der blev uddannet med mere eller mindre meningsfulde kurser. De mange forskellige aktører på området, virksomheder, der manglede arbejdskraft - alle mulige spændende vinkler på den indsats, der berører så mange mennesker og om noget er hjørnestenen i dansk økonomi.

Men ikke en eneste linje blev der skrevet om den økonomiske teori, der lå bag ved. Ikke et eneste interview om baggrunden for hvorfor staten (og i dag altså også kommunerne) kastede så utrolig mange ressourcer ind i kampen for at få ledige aktiveret. Jeg blev så skuffet, at jeg sagde mit abonnement op...

Som det fremgår af billedet er Weekendavisen taget til nåde igen, men baggrunden for, hvorfor aktivering er en god ide, fylder stadig ikke ret meget i formidlingen af, hvad Jobcentrene laver. Og teorien er også vanskelig at formidle, for det handler om nogle basale økonomiske modeller, der stak helt af der i slutningen af 80'erne starten af 90'erne, hvor ledigheden var massiv. Danmark havde på flere parametre de samme værdier som Grækenland, da det så værst ud - og man var ganske enkelt nødt til at gøre noget - og det blev så tvungen efteruddannelse i forskellige kvalifikationer, som virksomhederne forventedes at efterspørge.

Men jeg behøver egentlig ikke så så langt tilbage, som artikelserien om "Aktiveringsindustrien" - et ganske nyt eksempel er det forhastede våbenkøb tilbage i begyndelsen af året. Jeg ved stort set ingenting om hverken våbenkøb eller forsvarets processer, men jeg synes, det er noget mere interessant om vi har fået nogle dårligere våben for dyrt, end hvor vingeskudt forsvarsministeren ser ud eller hvor departementschefen efterfølgende har fået job. Og videre også i forhold til lovgivningen om koranafbrænding, som jeg helt har opgivet at følge med i - blandt andet fordi billedet bliver mere og mere skingert. Og de mange forskellige eksperter mener noget helt forskelligt, så det kan vel ikke være en sort/hvid sag?

Hvad nu hvis, der også blev formidlet fra substansen? Spurgt ind til ideen med den førte politik og hvilke borgere eller virksomheder, de reelt forsøger at hjælpe? Være nysgerrrige på, hvad Danmarks rolle skal være, nu vi opruster og øger vores forsvarudgifter - herunder med våbenkøb. Hverken person- eller konfliktdyrkelse er min kop the, når jeg gerne vil have formidlet nyheder om politik. Og nej - jeg beder ikke om, at journalister er professorer eller i gang med at skrive en phd! Men jeg foretrækker klart nysgerrige spørgsmål til baggrunden og substansen i politikken - og så tror jeg også, at jeg ville gå i gang med at læse aviser igen!