16. oktober 2021: Lidt om puljer på finansloven

Finansloven er groft sagt bygget op, så der er 2 slags konti: en til drift og en til indsatser. Til driften hører medarbejderenes løn, pc'ere osv., kontorets husleje og møbler. Det omfatter også mere basiselementer i forvaltning som f.eks. Juridiske kontorer eller økonomifunktionen (!!). Disse ting er ens for alle.

Pengene til indsatserne afhænger af hvilket ministerområde, og der er stor forskel på at være i Beskæftigelses-, Kultur- eller Forsvarsministeriet. Indsatserne kan igen være delt op i særlige formål, som de offentlige institutioner skal fokusere på i det kommende år eller være opsat som en pulje, hvor interessenter indenfor fagligheden kan søge om midler: læger der kan søge midler til deres forskning, jobcentre der kan søge midler til særlige indsatser for særlige ledige, frivillige organisationer, der kan søge støtte til netop deres indsats over for socialt udsatte eller særlige virksomheder, der kan søge støtte til at drive deres forretning - alle mulige forskellige slags ordninger.

Men rigtig meget af det Sigge Winther Nielsen i sin bog Entreprenørstaten kalder "fordørspolitik" lander som "puljer på 20 mio. kr. på finansloven" - ellers bliver det ikke synligt nok. Det betyder, at man i Folketinget bliver enige om at sætte midler af på finansloven, som kan søges af nogen der skal udføre det. Det giver mening, når det udførende led er i privat regi, men rigtig mange af disse puljer skal også søges af kommuner til deres indsatser.

Så risikerer man, at dem der skal bruge pengene i stedet bruger ressourcer på administration og ansøgninger, samt efterfølgende tilsyn og opfølgning - selvom Folketinget egentlig vedtog at løfte f.eks. beskæftigelses- eller ældreområdet.

Desuden ser det politiske flertal i mange kommuner anderledes ud end på Christiansborg. Derfor bliver vigtigt, at puljen på finansloven nøjes med at sætte rammen og kun opstiller overordnede mål. Jeg forestiller mig, at en borgmester fra Liberal Alliance har en anden tilgang til indsatsen overfor ledige end en fra Socialistisk Folkeparti - og det er der nødt til at være plads til.

17. januar 2020 - læger og DJØF'ere

Det er så vidt jeg ved en læge der har opfundet ordet DJØFiseringen, så det er klart at en del af kritikken af DJØF’ere kommer fra læger, der oplever sundhedsvæsnet gennemsyret af tåbelige tiltag, der fjerner fokus fra patienter, diagnosticering og helbredelse. I min nyhedsstrøm er der i hvert fald ofte indslag fra læger, der skriver mere eller mindre nuanceret om styringen af den offentlige sektor.

Det er også tydeligt, at i en verden, hvor der ikke er penge til alt, bliver det politikernes fornemmeste opgave at prioritere, hvad det er der er vigtigst - og i den konflikt, står DJØF’eren som udgangspunkt altid på den side hvor retsstilling, ligebehandling, økonomi og dokumentation står - fordi det er det der er vores arbejdsopgaver: jeg redder ikke liv, jeg dokumenterer at andre gjorde det… ok, ikke så heltemodigt - og nej, det er heller ikke det jeg gør konkret, men ja, jeg skaffer penge og dokumenterer fremdrift temmelig langt fra borgerkontakten.

Et andet - og måske sværere håndterbart - problem i debatten mellem læger og politikere er, at lægerne er juridisk ansvarlige for deres patienters behandling. Det vil sige, at de kan retsforfølges for evt. fejlbehandling… og så er det måske endnu vigtigere at få råbt højt om et ‘udsultet sundhedsvæsen’ eller ‘et system der drukner i dokumentationskrav’: hvis man oplever, at man ikke kan løse sine opgaver ordentligt inden for rammerne, og så endda kan straffes herfor.

Måske er det en god ide at kigge på retsforholdene i sundhedssystemet? Jeg ville i hvert fald nødig kunne retsforfølges hver gang min budgetopfølgning ikke stemmer!

26. december 2019 - brug viden aktivt!

Statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen om at lave en tværgående undersøgelse af statens styrelser, for at se om der er flere steder hvor embedsmisbrug i lighed med det i Tilskudsadministrationen i Socialministeriet og Forsvarets Ejendomsstyrelse. Et par dage før skrev Politiken, at de har gennemgået Rigsrevisionens rapporter og fundet 7 styrelser, hvor den samme problematik gør sig gældende - ikke at der er fundet snyd, men at muligheden for snyd er til stede.

Politikens gennemgang viser altså, at Rigsrevisionen allerede har givet statsrevisorerne - og de respektive ministerier, ikke mindst - besked om at kvaliteten i basale interne kontroller er for ringe. Men der er ikke rigtig handlet på de oplysninger - eller rettere: der ikke afsat flere ressourcer til at udøve disse grundlæggende administrative procedurer.

I hvert fald siden 2001 har Centraladministrationen skullet spare 2% om året (ikke omprioriteringsbidrag, men besparelser og produktivitetsstigninger). Måske har det nu medført at væsentlige administrative opgaver nu bliver udført af for få mennesker. Og klart, man skal ikke snyde! Overhovedet ikke! Men det er da smartere, hvis systemet har indbyggede procedurer, der gør det virkelig virkelig svært at snyde - og ikke kun prioriterer ressourcer hen til strategiarbejde og politikudvikling, fordi økonomisk administration og styring ikke er kernevelfærd.

Så måske skal man ikke bruge hverken tid eller ressourcer på at lave en ny undersøgelse, men bruge den viden, der allerede er opsamlet hos Folketingets vagthund og sæt ind der hvor problemerne er kendte! Og huske, at når Rigsrevisionen skriver, at noget ikke er helt tilfredsstillende, betyder det faktisk, er der er rum for forbedringer lige præcis i forhold til mulighederne for at snyde!

7. december 2019 - mere misbrug, æv!

Så ruller den næste skandale med manglende tilsyn og kontrol - og selvom problemets kerne er lige så stort som de manglende kontroller på tilskudsområdet i Socialministeriet - er de beløb, jeg har hørt, væsentligt mindre! Heldigvis! Men problemet er helt og aldeles det samme: embedmænd har misbrugt deres magt og position til egen fordel. ÆV!

Den gode nyhed er, at vi lever i et land hvor disse historier er sjældne! Også dem, der ikke når nogen avisforsider, fordi det sker i mindre skala. Desværre er det værste, at det overhovedet kan lade sig gøre, på trods af alle regler om at der ‘skal være mindst 4 øjne på’ alle transaktioner.

Et af problemerne er at langt de fleste områder er store eller komplekse eller begge dele, og derfor er vi nødt til at opbygge et system, for at kunne holde øje med at tingene foregår korrekt. Det system lider så under, at hvis det er udviklet ‘centralt’, så passer ofte ikke præcist til netop mit område, og hvis jeg så opbygger mine egne systemer. Og ja, så afhænger kvaliteten jo af, om jeg er til at stole på!

Et andet problem er, at tilsyn og kontrol på et større område netop risikerer at overse detaljerne - svindlen i Socialstyrelsen blev opdaget på et beløb på 69.000 kr. og i det tilfælde er det jo nemt at se, at der er en stor sandhed i ‘mange bække små’… Hvis man løbende skal godkende udbetalinger af 1 mia. kr. fordelt på 1.500 puljer til lad os bare sige 100 tilskudsmodtagere pr. pulje ja så er det 150.000 transaktioner, hvilket bliver til over 400 transaktioner om dagen! Og selv hvis de tal jeg nævner her er helt i hegnet (men det mener jeg nu ikke de er), så er det mange at forholde sig kritisk til, hvis man ikke laver en eller anden form for systematik - eller hyrer en hel del mennesker, der alene skal sidde og forholde sig til om beløbene går ind og ud af de rigtige konti.

For det tredje er det ofte indholdet der bliver prioriteret: at pengene rent faktisk går til det de er bevilliget, og når man giver penge til social udsatte, hvordan hjælper pengene så bedst? Den slags kræver forskning, faglighed, analyser, erfaringsopsamling og sådanne tiltag, der ikke nødvendigvis har som kernekompetence at lægge mærke til om der er indsat et andet kontonummer eller byttet om på 2 tal i en skrivelse.

Og for at alt dette skal gå op i en højere enhed er vi altså nødt til at være enige om at administration i verdensklasse også er vigtigt, og at det har vi faktisk langt hen ad vejen her i landet. Og så diskutere hvordan vi bliver endnu bedre og ikke drukne de vigtige spørgsmål i farverige debatter om pseudoarbejde og temperaturen i vores hænder.

24. november 2018 - er det angsten for at fejle der stopper os?

Rigtig ofte, når jeg læser kritik af DJØF'erne, DJØF-bashing og vredesudbrud mod djøfokratiet, tænker jeg "Det der er da kritik af dårlig ledelse..." og i dagens avis kan jeg så læse, at den afgående regionsdirektør går af, for at blive rådgiver for offentlige chefer, så de kan 'slippe fri af angsten for at begå fejl' og kalder New Public Management en art "cover my ass"-system ... Altså, den afgående regionsdirektør må være ret højt oppe i hierarkiet - og hvis han synes, det er svært at trænge igennem med en bedre styring, kunne man sådan set godt antage, at det er nærmest umuligt for en menig fuldmægtig...

New public management har fået mange såkaldte 'utilsigtede effekter' og står også for rigtig meget dårlig styring - men når man som i det offentlige ikke kan måles på overskuddet til aktionærerne, så er man altså nødt til at måle på den velfærd, man giver sine borgere. Det kan man gøre på rigtig mange måder.

Noget af det jeg har oplevet allermest af i den tid jeg har arbejdet med offentlig styring er, at rigtig mange mål ikke har noget med hverken den offentlige service eller velfærd at gøre. De handler mest om at vise, at man som organisation gør en hel masse. Og det er vel nogen chefer, der har besluttet, at det netop er de mål man gerne vil måles på? Herunder en afgående regionsdirektør?

Langt det meste af New Public Management-kæden er hængt op på en resultatkontrakter - for enheder, styrelser, afdelinger - og de er som hovedregel igen afspejlet i direktørens resultatkontrakt. Og de kontrolsystemer, målinger og evalueringer, som vi som DJØF'ere bliver sat til at lave, afspejler netop, at vi skal kunne vise, at organisationen laver en hel masse...

Er det så målet eller målingen, der er problemet? Og hvis en regionsdirektør ikke synes han har kunne påvirke dette igennem sine 25 år som offentlig leder, hvordan havde man så tænkt sig, at vi andre menige skulle påvirke, hvilke mål der bliver sat op?

I artiklen (og så mange andre steder) skydes skylden på, at vi er bange for at fejle i det offentlige - men er det ikke netop det vi er i gang med? At begå kæmpe fejl ved at skyde på, at der overhovedet skal måles og føres tilsyn - i stedet for at diskutere, hvilke mål, vi gerne vil have for den offentlige sektor?

15. november 2018 - er tilsyn godt og kontrol bedre?

Så er det måske ved at være på tide at skrive om noget af det, der ser mærkeligt ud udefra - der hvor "det offentlige" på en eller anden måde er koblet helt fra det resten af verden bekender sig til. Og de emner er der såmænd også nok at tage fat på...

I denne uge kom Rigsrevisionen med et notat der sammenfatter al den revision og kritik, der er foretaget af tilskudsadministrationen i Socialministeriet igennem de seneste mange år. Ikke overraskende har der været en sønderlemmende kritik i alle årene af manglende kontrol med udbetalinger, kontonumre - dårlige it-systemer - og i det hele taget en hel masse gentagelser af, hvad der er galt med systemet og en nærmest grydeklar anvisning af, hvor man kunne have sat ind, hvis man ville have undgået, at nogen stak af med 111 mio. kr.

Og så sidder man altså tilbage med en lidt mærkelig fornemmelse i maven... For er der ikke noget galt i et system, hvor den fornemmeste kontrolinstans vi har, ikke har mere magt eller betydning, end at der er skrevet alenlange rapporter om fejl og mangler - uden at der er sket noget? Og uden at det har fået nogen alvorlige konsekvenser for dem, der konsekvent har overhørt den kritik? Hvis altså man kan tale om, at det ikke er en alvorlig konsekvens, at nogen er stukket af med 111 mio. kr...

Der skal nok være nogen der mener, at Rigsrevisionen har spillet fallit her - men det mener jeg slet ikke er tilfældet!! Der er jo nogen, der modtager alle de her mange rapporter og mere eller mindre konsekvens-frit kan arkivere dem lodret. Systemet har helt sikkert også modtaget alvolig kritik fra statsrevisorerne i denne anledning, men som en minister en gang udtalte "Jeg har et helt skab til alle mine næser". Og selvom "næser" og "kritik fra statsrevisorer" overhovedet ikke er det samme, kan det godt virke lidt som om, at nogen opfatter det som et særligt festligt cirkus at få kritik. Og åbenbart kan kritik for dårlig regnskabskabsførelse, som kan medføre svind på 111 mio. kr. overses, mens det betragtes som at "føre Folketinget bag lyset" ved ikke at have læst sagsfremstillingens side 35 grundigt, hvilket kan få ministre til at trække sig.

Måske ville det være en virkelig god ide, hvis forvaltningerne begyndte at lytte til kritikken - også når det "bare" drejer sig om administrative procedurer?

20. oktober 2018: tilsyn - svært og vigtigt!

Jeg har tilføjet et nyt emne om tilsyn og kontrol. Dagens andet indlæg om udlicitering slutter nemlig med den konstatering, som jeg ofte sidder med: at vi har opbygget ufattelige mange instanser, der skal føre tilsyn med og kontrollere de andre instanser - både offentlige og private - og på en eller anden måde fungerer det ikke særlig godt... Eller i hvert fald afsløres der hele tiden nye skandaler og smuthuller... Så hermed et helt område dedikeret til tankerne herom...

20. oktober 2018 - udlicitering: offentlige opgaver på private hænder

Udlicitering og konkurrenceudsættelse - igen to mærkelige ord, som egentlige bare handler om, det offentlige ikke skal løse opgaverne selv, men betale for at få nogle private til det, for så får vi mere for pengene. Jeg har tidligere skrevet, at jeg har det svært med det i forhold til vores velfærdsområder...

Jeg er helt med på, at konkurrence er godt, så man ikke bare falder tilbage på rutinen, men er tvunget til at se på, hvordan man gør tingene og lægge mærke til om der er nogle områder hvor man kan gøre det bedre, hurtigere og smartere.

Men hvad er udfordringen? Det er jo selvfølgelig et politisk spørgsmål, men i min optik har vi velfærdstaten, fordi vi - helt kort sagt - gerne vil have, at vi alle har nogenlunde de samme muligheder, selvom vi ingenlunde har de samme forudsætninger. Det drejer sig om de store velfærdsområder sundhed, undervisning og socialt sikkerthedsnet.

En af grundene til at det er det offentlige, der løser disse opgaver er, at der ikke er meget forretningsområde i at sikre lige muligheder - især jo for dem der ikke har råd til at betale det, det rent faktisk koster. Så det har vi besluttet, at betale det over skatten, så det offentlige tager sig af det. Og pointen med det offentlige er jo netop at det ikke skal give overskud, der skal ikke blive råd til store biler og dyre huse til aktionærerne: der skal blive råd til endnu bedre tilbud, endnu bedre støtte til dem der har behov for det og flere muligheder, for dem der ikke har det. Eller, hvis vi pludselig står med nogle helt vidunderlige tilbud at give folk og vi stadig kan gøre det billigere - så kan vi give pengene til et andet område, som mangler.

En anden udfordring er, at netop fordi vi har vedtaget at "tage os af" vores udsatte borgere via det offentlige, gælder der en lang række love og krav - igen så alle med samme vilkår får de samme tilbud. Og selvom den opgave nu er givet til en privat skal disse love stadig overholdes - og det skal der føres tilsyn med - både indholdsmæssigt og økonomisk. Så derved får vi, at det offentlige betaler en privat udbyder for at udføre og betaler for at føre tilsyn med at borgeren får det tilbud han eller hun er berettiget til.

I hvert fald holder vi hjulene i gang, kan man sige... Men der er en hage ved det: på en eller anden måde viser f.eks. sagen om snyd i Socialstyrelsen, at det ikke rigtig er lykkes os, at føre et effektivt tilsyn - heller ikke internt i det offentlige... Men desværre viser mange analyser, at det heller ikke er lykkedes os at give socialt udsatte børn ret meget bedre vilkår...

Del siden