Den offentlige sektor set indefra - med DJØF-briller, hjerte og lange rækker af tal
Tidligere indlæg kan læses under fanen "Emner"
26. december 2022 - hvorfor erfaring er vigtig
Den offentlige sektor dækker store dele af vores levede liv - jeg sad en gang til møde med en der kaldte det "fra vugge til krukke". Vi bliver født, går i daginstitution og skole, vores arbejdsindsats - uanset om den ligger i eget firma, en privat eller offentlig virksomhed - bestemmer politikerne. Hvornår vi kan gå på pension og hvad vi må lave, mens vi er der, drøftes også hele tiden. Og senere igen den hjælp vi kan få, når vi ikke mere kan selv - og højst sandsynligt også den dag vi skal herfra - er vi i berøring med en offentlig virksomhed.
Alt dette er reguleret - og altså bestemt - af politiske indgreb og bestemmelser. Det drøftes i medier og Folketing, om vi kan gøre det på en anden måde, hvad der er rimeligt og hvem lovgivningen skal understøtte. Og samtidig koster det alt sammen penge - vores alle sammens skattekroner - og det er her Finansministeriet kommer ind i billedet. I Finansministeriet lægges de økonomiske rammer for hvordan den offentlige sektor skal arbejde. Det sker ud fra regnemodeller med indbyggede økonomiske forudsætninger. Økonomiske forudsætninger siger fortrinsvist noget om mennesker og virksomheders incitamenter til at handle. Både konkret i indkøbskurven men også mere abstrakt: hvad får folk til at arbejde mere og betale mere i skat? Hvad får virksomheder til at producere, det vi mangler med et passende klimaaftryk? Hvad får folk til at få gode ideer og føre dem ud i livet?
Incitamenter, og det der påvirker dem, er kernen i økonomisk teori. Målepunktet i økonomisk teori er imidlertid ikke penge, men nytte: altså hvor meget nytte - eller glæde - får jeg af et givet valg. Og næste kerneelement i økonomisk teori er ligevægte: hvornår rammer jeg lige præcis det punkt, hvor den pris jeg skal betale (igen enten konkret eller abstrakt) svarer til det, jeg får ud af det. Og i teorien er der ligevægte for alt, fordi der er ikke det element i verden, man ikke kan omsætte til "nytte".
Betyder det, at det er en god ide at opstille økonomiske modeller for alt? Næh... og det betyder slet ikke, at incitamenterne er ens for alle!! Og ligesom ikke alle mennesker er ens, er enheder i den offentlige sektor heller ikke ens. Der er himmelvid forskel på at være lærer på en skole eller læge på et hospital. Der er stor forskel på, om man sidder i Sundheds- eller Erhvervsministeriet, når man skal være med til at styre samfundet igennem Corona.
Og endelig er der enorm forskel på, hvordan incitamenter virker i teorien og i praksis. Og derfor ville jeg - hvis det var op til mig - indføre krav om minimum 5 års anciennitet et andet sted i den offentlige sektor før man kunne få ansættelse i Finansministeriet. Det er vigtigt at vide noget om praksis, før man får magt til at føre teoretiske regnemodeller ud i livet. Alt - også økonomisk teori - er nemlig påvirket af den viden man i øvrigt har om verden.
3. december 2022: Hvis jeg var departementschef i Finansministeriet...
Nogle gange drømmer jeg om, at være departementschef i Finansministeriet… mest de dage, hvor jeg virkelig synes den offentlige styring fortjener alle de bedste kræfter i landet, og jeg tæller mig selv deriblandt - og så kan intet mindre end chefenfor det hele jo gøre det!
I mit arbejdsliv har jeg bevæget mig rundt i flere dele af den offentlige sektor og været både i stat og kommune samt under Folketinget. Indenfor staten har jeg været så forskellige steder som Beskæftigelses- og Sundhedsministeriet. Det betyder i praksis, at jeg ved hvor forskelligt, der bliver tænkt rundt omkring - hvilket igen betyder, at det ikke er muligt at behandle alle enheder i den offentlige sektor ens!
Styringen af beskæftigelsesindsatsen bærer præg af at være centrum af den økonomiske politiki Danmark - produktion, arbejdspladser - medarbejdere der kan levere den arbejdskraft, der efterspørges, så pris og udbud hænger sammen. Det betyder kort fortalt, at et helt ministeriums indsats tager udgangspunkt i økonomisk teori med alle dens alt-andet-lige-forudsætninger. Hertil står i diametral modsætning Sundhedsministeriet, hvis udgangspunkt er gode leveår og fravær afsygdom. I det første ministerium er økonomiforvaltningerne i centrum i detandet - lidt mere et appendix. Og det giver altså to meget forskellige tankegange i forhold til det, der foregår i Finansministeriet.
For så slet ikke at tale om Kulturministeriet - eller Forskningsministeriet, som igen har helt andre dagsordner end udgangspunktet for økonomisk teori. Eller de 98 meget forskellige kommuner, som oftest bliver omtalt som enheden "Kommunerne" og hvor man i det meste af staten regner med, at hvis KL har sagt ja, så arbejder alle kommunerne i den retning.
Er det noget jeg har lært på Universitet? Næh, det har jeg lært fordi, jeg har fulgt min nysgerrighed rundt i den offentlige sektor - og dermed har fået en hel del erfaring. Så hvad er det jeg kunne tænke mig at gøre anderledes, hvis jeg var departementschef i Finansministeriet? Jeg ville såmænd indføre krav om minimum 5 års anciennitet et andet sted i den offentlige sektor før man kunne få ansættelse.
Dobbeltklik her for at tilføje din egen tekst.
9. januar 2022: Undersøgelse af embedsværket
Det er en rigtig god ide, at DJØF nu vil nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kigge på forholdet mellem embedsmænd og politikere - debatten om vores offentlige sektor skal tages og vendes og drejes hele tiden!
Og det bliver den: sundhedsvæsnet, der er i knæ af dokumentationskrav, præger jævnligt avisernes debatsider, bøger om Mørkelygten og Pseudoarbejde, og statsministeren vil sætte kommunerne fri på de stor velfærdsområder! Jo 2022 bliver endnu et spændende år! Men vi kommer også fra et noget nær nulpunkt i 2021, hvor skandaler, som dem der udredes i Minkkommission og Rigsret, får flere på hinanden følgende menneskelige fejl til at fremstå som systemfejl. Skandaler som tegner et dystert billede af processerne i de demokratiske institutioner, hvor embedsværket langt hen ad vejen opleves mere optaget af kommunikation og spin.
Men jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: det er min klare overbevisning at langt det meste fungerer virkelig godt i den offentlige sektor! Det billede der tegnes frem i offentligheden er ikke hele sandheden og langt de fleste steder er der stor fokus på at løse præcis den opgave som borgen forventer, at vi løser. Samtidig topper Danmark ofte listen over mindst korrumperede lande og i det hele taget er der meget at glæde sig over. Jeg tror selv med skandalerne i baghovedet derfor på, at der mest er tale om skævvridning af fokus og mindre på egentlige systemfejl. Men derfor kan det altid blive bedre! Og hvad er det så jeg godt kunne tænke mig at få undersøgt i den forbindelse?
For det første kunne det være skønt at få belyst, hvad embedsværket egentlig definerer som en politisk møgsag - eller succes for den sags skyld. I det billede af fordør og bagdør i vores demokratiske hus, som Sigge Winter Nielsen tegner i 'Entreprenørstaten' ligger avisforsider, kommunikation og spin klart ved fordøren og juridisk grundlag, økonomisk holdbarhed og praktisk gennemførbarhed i min optik ved bagdøren. Mit gæt er, at der er temmelig stor forskel på fokus i ens arbejdsopgaver alt efter hvilken dør vi kigger på - og at der videre er stor forskel på, hvilken dør vi kigger på alt efter hvor, vi arbejder i systemet.
Og for det andet tror jeg, det har betydning for den offentlige styring, at der i Finansministeriet oftest arbejdes ud fra en teoretiske indsigt og de store tals lov, hvilket ikke altid er nok, fordi 'One size fits all' som hovedregel kun passer i teorien. Min egen mistanke går på, at denne insisteren på, at teorier virker i praksis skyldes, at der i stor stil rekrutteres direkte fra eksamensbordet.
20. november 2021: DJØF'isering - eller management?
Efter mange års studier har det taget mig lang tid at komme i gang med at læse igen - slet ikke studere eller forske - men jeg har nu altid en bunke bøger liggende, som er inspirerende for mit fag. Jeg kan godt lide at finde nye vinkler på mit arbejde og tænke over, hvorfor tingene er skruet sammen, som de er. I rækken af bøger er jeg nu nået til nogle af dem der er noget mere kritiske: "Ledelse på afveje" og i reolen til næste læsning står "Mørkelygten". Den første handler om farerne ved ledelse, der ikke har nogen viden om den faglighed, man forsøger at lede. Den anden giver et indblik i hvornår og hvordan embedsmænd forsøger at skjule fejl og mangler ved at kaste lys over noget andet mere positivt - tror jeg, for jeg er ikke nået ret langt i nogen af dem… Og jeg bryder mig ikke om, at jeg skal til at læse dem…
I min verden (som trofaste læsere vil vide) er embedsmænds vigtigste opgave netop at kaste lys over det der er svært og netop at samle trådene så politiske ideer bliver mulige at føre ud i livet for fagpersonalet. At vores faglighed som DJØF'ere netop er fokus på juridisk grundlag, økonomisk holdbarhed og praktisk gennemførbarhed - eller det billede som bogen om Entreprenørstaten så enkelt tegner op: at vogte den politiske bagdør! Men når bøger som Mørkelygten og Ledelse på afveje giver mening for så mange, og endnu flere genkender begrebet Pseudoarbejde, er selv jeg jo nødt til at indrømme, at der er noget om snakken…
Det meste af det kritik jeg hører af DJØF'ere , handler ikke om, at vi ikke skal overholde lovgivningen eller ikke skal overholde budgetterne eller sørge for at der bliver fulgt op på om tingene lykkedes. Kritikken handler om måden - altså det der også kan kaldes "management". Og selvom det måske er svært, er det ikke umuligt, at tilpasse processer, opfølgning og styring præcis det fagområde, der skal styres - men det kræver at man kender sit fagområde. Det kræver, at man sætter sig ind i sit område før man sætter styringen på formler og går i gang. Og det kræver tid! Og erfaring, nysgerrighed og ikke mindst en evne til at vide, at ens faglighed mest er et middel for andre til at lykkes med deres opgaver og mål. Og det gælder overhovedet ikke kun som leder, som Ledelse på afveje måske er udtryk for, men også som helt almindelig styresmølf.
Min egen kæphest er, at der skal mere mobilitet til: at man som embedsmand er nødt til at rejse rundt i staten - og meget gerne ud i regioner og kommuner også - så man lærer, at der er andre måder at gøre tingene på en ens egen! Det har også stor betydning, hvilke kompetencer der fokuseres på i rekruttering og forfremmelser: ses det som et godt eller dårligt tegn at have været flere steder? Er det de kritiske røster eller dem der siger det vi gerne vil høre, der forfremmes? Og er det en god ide, at der til centrale (og dermed magtfulde) poster rekrutteres nærmest direkte fra eksamensbordet, så den viden, man har, primært er teoretisk?
Ærlige svar på disse - og rigtig mange flere - spørgsmål, tror jeg er vejen frem. Er der nogen, der er rare at stille dem de rigtige steder?
19. september 2021: Og hvad er så god politik for dig, Signe?
I paneldebatten "Skal dansk politik på værksted?" for nylig, var mit svar på dette spørgsmål "gode rammer" og "lovgivning målrettet det korrekte forvaltningsniveau", men jeg fik måske ikke helt forklaret, hvad jeg mener med det?
De gode rammer er ment som et modsvar til puljestyring: sæt ressourcer af og udpeg retningen, så skal vi nok finde ud af det. Og med ressourcer, mener jeg ikke en pulje på finansloven, der kan søges af relevante interessenter, men ressourcer der rent faktisk opgraderer et politikområde til at løfte den indsats Folketinget har stemt igennem. Den tager jeg en anden god gang.
Med det korrekte forvaltningsniveau er jeg tilbage i forskellen mellem stat, kommuner og regioner, hvor jeg mener at lovgivning skal tilpasses det niveau, der skal udføre opgaven. Og at når man laver en lov skal man huske, at jo længere væk man er, jo større skal målskiven være for, at man kan ramme.
Det betyder, at selvom Folketinget f.eks. beslutter at ændre indsatsen overfor de ledige, er det stadig en kommunal opgave at udføre den. Og kommunerne er der altså 98 af - med 98 forskellige måder at gøre tingene på! I 98 forskellige områder i landet, der måske endda også har 98 forskellige forudsætninger og behov for at få folk i job. Her synes jeg det er indlysende, at man ikke kan lovgive i detaljen. Man er nødt til at give den enkelte kommune et vist spillerum for at understøtte netop deres borgere i den gode udvikling.
Her har Kommunernes Landsforening, KL, en vigtig rolle. De er med ved forhandlingsbordet som en politisk styret interesseorganisation, men er ikke dem, der skal gennemføre det efterfølgende. Desuden udarbejdes en stor del af politikken, Jobcentrene skal følge, i samarbejde med den statslige Styrelse for arbejdsmarked og rekruttering, STAR. Før 2007 opsatte STAR rammerne for Arbejdsformidlingerne rundt om i landets 14 amter - blandt andet på baggrund af store mængder af data om jobåbninger, ydelseskategorier og ledighedslængde. Efter oprettelsen af de kommunalt styrede Jobcentre i 2007 har styrelsen ikke længere en direkte adgang til implementeringen og man har dermed ikke taget konsekvensen af, at opgaven er flyttet fra staten til kommunerne.
For mig er dette et klart eksempel på, hvor lovgivningen ikke er tilpasset det rette forvaltningsniveau, og jeg forestiller mig, at der er en sammenhæng mellem de mange niveauer af styring og indflydelse, og de 22.000 sider, man siger, at loven om beskæftigelsesindsatsen fylder.
7. august 2021: Skal staten egentlig fikse det hele?
Da jeg i sin tid fik job i en kommune, sagde en af mine chefer - uh, nu skal du ud i virkeligheden! Det er en sandhed, som for sjældent får opmærksomhed - også i bogen om Entreprenørstaten. For det er altså kommunerne og regionerne, der er udførende led på rigtig mange af de områder, som bogen (og staten) beskæftiger sig med.
En af de interviewede i bogen er departementschef rekrutteret fra det kommunale system. Han fortæller, at han ikke bliver taget alvorligt, når han siger, at reformerne ikke har nogen gang ude i virkeligheden. Det virker, som om han bliver overhørt og nærmest kaldt til orden, da han nævner det på et møde med de andre departementschefer. Det er en lille smule pudsigt at læse, når man nu også ved, at de reformer jo rent faktisk ikke virkede ret godt.
Og der er to vinkler på denne problematik, synes jeg: den ene er, at staten simpelthen overvurderer sine egne evner på de her områder og den anden er den manglende videndeling mellem de forskellige dele af det offentlige. For at tage det sidste først vil det klæde den offentlige styring med langt mere mobilitet mellem stat, regioner og kommuner - men det hjælper jo naturligvis kun, hvis de erfaringer bringes i spil, kan man sige. Hvis selv departementschefer ikke kan trænge igennem er det jo unægtelig vanskeligt for os lidt længere nede i rækkerne… Og den anden pointe er måske også langt vigtigere, hvis vi rent faktisk vil tænke i en Entreprenørstat og kigge på udvalgte "vilde problemer".
Både beskæftigelsesområdet og socialområdet er kendetegnet ved, at udførelsen ligger i 98 kommuner med helt forskellige forudsætninger og mekanismer i spil. Og begge områder må vel siges at lide under en temmelig stor byrde af centralt - og dermed altså statsligt - opstillede aktivitets- og procedurekrav.
Men staten hverken kan eller skal løse det hele! Hvis vi gerne vil ændre noget i styreformen, starter det måske med betragte "det offentlige" som andet og mere end “staten”. Kommunerne tænker allerede fordør og bagdør sammen - for ellers ville de slet ikke kunne løse deres opgaver. Partnerskaber, frontpersonale, erhvervsliv og frivillige løser hver dag masser af problemer sammen - ofte endda inden for de lagte budgetter og retningslinjer. Men det der virker i København virker måske ikke i Tønder eller Slagelse og derfor bliver det vanskeligt, når staten tror den kan tænke løsningerne ind - jeg tror den skal holde sig til at sætte retningen.
21. juli 2021: Hvad vil vælgerne have?
Nu har jeg fået læst Sigge Winther Nielsens Entreprenørstat, og som jeg også skrev sidst, er det beskæmmende læsning at se hvor mange ‘forhenværende topchefer’ som nu mener, der blev handlet alt for hurtigt på deres vagt - jeg må tilstå, at det kniber med optimismen for hvad jeg som menigmand kan stille op, når de ikke synes de kunne… men jeg kunne godt tænke mig at skrive om noget andet denne gang!
For flere - især politikerne - nævner i bogen, at "vælgerne vil have de hurtige beslutninger" og at "der skal vises handlekraft". Men er det det vælgerne vil have? Er det forskning og spørgeskemaundersøgelser, der ligger bag de udsagn - eller hvor ved vi det fra?
For det er netop den problemstilling, bogen - og de fleste andre bøger, der kredser om emnet for tiden - viser: Demokratiet er i krise og borgerne har mistet tilliden til at politik virker - at politik kan løse de "vilde problemer". Jeg forestiller mig, at det betyder, at vi netop gerne vil have politik, der virker på de store og små problemstillinger, vi står overfor.
Det er klart, at i en verden fyldt med sociale medier og mulige ekkokamre, har formidlingen af politik ændret sig markant. Nu skal reformer og forlig indgå sammen med de hurtige klik og smarte overskrifter, der ofte udgør dagens underholdning mere end oplysning. Det puster ofte til dramaet omkring politikken i formidlingen - men kravene til indholdet er vel i virkeligheden de samme?
Flere steder i bogen taler de interviewede også om at journalisterne skal blive bedre til at følge op på om de reformer politikerne vedtager, rent faktisk virker - det tror jeg slet ikke er nødvendigt! Nyhedsjournalister skal vel i sagens natur ikke skue bagud. Det må være op til nogle længere features og nogle af de formater der bruger mere end 3-4 minutter af vores tid på en "sag".
Jeg forestiller mig, at det må være rigeligt, hvis nyhedsjournalisterne begynder at interessere sig for selve reformen! Hvad skal den gøre godt for? Hvem skal den hjælpe? Og hvordan? Og hvis vi ikke tror på, at "flere penge" til dette og hint altid er løsningen på problemet, så er der jo heller ikke nok at vide, at vi har afsat 10-20-100 mio. kr. til indsatsen. Jeg synes, det er relativt enkle spørgsmål, og svaret er meget mere interessant end hvilket valgløfte, det indfrier.
16. maj 2021 - nyt fokus?
Den seneste tid har der været en del opmærksomhed på ‘forhenværende’ som nu er ude af systemet og nu kan se, at den vej de tog, da de var en deraf systemet, var helt forkert og måske endda undergravende for demokratiet og befordrende for den politiker- og embedsmandslede, vi er vidne til i dag.
For nogle år siden var det tidligere topchefer i Finansministeriet, der skrev en kronik, der hed “Tilgiv os, for vi vidste ikke hvad vi gjorde”, hvor de skrev om alt det dårlige ved New Public Management. For nylig var det en tidligere politisk journalist på TV2-News, der efter en blodprop fik tid til at reflektere over sin rolle, som en der graver de dårlige sager frem, og få politikerne til at forholde sig til dem - i stedet for det politiske indhold. Og nu er der så kommet en bog hvor tidligere ministre, departementschefer og journalister udtaler sig om, hvordande sidste 20 års styreform har været helt forkert med fokus på gode historier, klik og likes i stedet for indholdet… At det at vise handlekraft har været vigtigere end rent faktisk at ændre noget…
Jeg skal starte med at indrømme, at jeg ikke har læst bogen, men kun set den og den løsningsforslag refereret - men det er alt sammen skrækkeligt at læse, som en der netop har arbejdet i systemet de sidste 20 år!
Det er ikke gået hen over hovedet på mig, at fokus ‘oppefra’ ikke altid føltes som fokus på politikken, og jeg har også kigget hovedrystende på ministerens særlige rådgiver eller pressechef og tænkt om vi skulle lave noget, der var fagligt belæg for i stedet for at promovere en eller anden retning, der lyder fiks på forsiden af avisen.
Men det har altid givet mening, at politikere jagter "likes og klik" i lyset, af at de skal vælges næste gang, og at de skal trænge igennem en evig strøm af nyheder og halløj! Det har også givet nogenlunde mening, at journalister jagter overskrifter - og dermed "klik og likes" - for at sælge aviser og tjene annoncekroner (selv om jeg er forundret over, at journalister generelt ikke er mere interesseret i om det, der bliver besluttet og lovgivet om, rent faktisk virker efter hensigten - men det er en anden historie, jeg kan gemme til en anden god gang).
Det, der er så nedslående at læse er, at top-embedsmændene har været med på den! Det giver simpelthen ingen som helst mening for mig, at vores fornemmeste opgave ikke er den praktiske udmøntning af lovforslag! At vores faglighed ikke skulle være fokus på juridisk grundlag, økonomisk holdbarhed og praktisk gennemførbarhed, men politisk målbarhed i "klik og likes".
Og på den anden side, er det jo det jeg arbejder med hver dag, og nu er tydeligere hvorfor det måske ikke altid er så nemt. Bogen sætter fokus på nogle løsningsmuligheder, som jeg ikke umiddelbart er enig i - men jeg vil lige læse den før jeg kaster mig ud at mene noget om det, så den vil jeg straks bestille og kaste mig over…
1. januar 2021 - nye tider?
Som nedtælling for det gamle år og optakt til det nye hørte jeg i radioen om folks forhåbninger. Til vaccinen, til det nye (eller netop gamle?) USA, til sammenholdet, til klimaet, til økonomien. Der er nok at se på efter et år med nedlukning, dødsfald, sygdom, magtkampe og små omgangskredse. For min egen del mistede jeg vist min inspiration - i ekkokammeret er det svært at blive oprørt og ville prøve at forklare. Jeg er embedsmand og ikke politisk kommentator, så meget af det der er sket - eller i hvert fald omtalt i medierne de forgangne måneder - har ikke rigtig været noget jeg har oplevet at skulle vende tilbage på. Men der er altid brug for nuancer og jeg har lovet mig selv aldrig at stoppe med at være nysgerrig, så nu klør jeg på igen!
Som “det nye”, der kommer ud 2020, håber jeg på et bredere udsyn for jeg mener ikke, økonomi kan stå alene.
I en velfærdsstat må der som minimum altid være et mål med det økonomiske grundlag - den økonomisk vækst. Hvad er det vi som samfund skal bruge væksten til? Det ser ud til at de syge og de gamle, alle dele af Sundhedsvæsnet nært, centralt og globalt kan bruge en ordentlig saltvandsindsprøjtning af kapacitet, ressourcer og dermed selvfølgelig også penge!
I en verden hvor overforbrug står i skærende kontrast til fattigdom og klimaforandringer har vi brug for at vende tilbage til at vækst ikke er vækst i penge, men vækst i nytte! I sin kerne er økonomiske modeller bygget op om nytte - og hvad der nytter mest er individuelt. Det vil sige, at målet for vækst lige så godt kan være opmærksomhed, klimapåvirkning, ansvarlighed, mod, nytænkning, sundhedsfremme. Jeg ved ikke hvad der er den rigtige model, og om der overhovedet er en, men jeg tror på, at vi skal blive ved med at diskutere det.
Jeg håber også at der bliver slukket for unødigt bureaukrati! Jeg er ikke sikker på, at definitionen ‘unødigt’ er soleklar, men vi har vist, at vi som “system” sagtens kan handle hurtigt og fleksibelt, og selvom det kræver enorme ressourcer, må der være en læring vi kan tage med videre - i det store perspektiv og i de enkelte afdelinger og forvaltninger. Lige nu er der fortsat brandslukning og beredskab over det, og der er også brug for en puster, men jeg har tillid til at Nærhedsreformen (når den kommer), vil have dette i baghovedet.
Lad os for vores alle sammens skyld ikke bare falde tilbage på plejer, men lade det blive rigtige nye tider!
6. juli 2020 - magtens tredeling
‘Magtens tredeling’ er kernen i alle demokratier. Den sikrer, at ikke al magt ligger et sted, men tre - det ligger i ordene! Det er en vending, jeg lærte allerede i samfundsfag i gymnasiet, men først fik rigtigt gennemgået et af de første år på Statskundskab. Men udover at ordene deler magten i tre, er der ikke meget der giver sig selv. Og hermed et forsøg på at gøre det kort, men alligevel forståeligt:
Den ene del skal sætte rammerne for, hvordan samfundet skal være indrettet. Det er den ‘Den lovgivende magt’. I alle landets love kan man læse, hvordan vi gerne vil have vores land indrettet. Det er Folketinget, der vedtager disse love - langt oftest efter lange forhandlinger og en hel masse kompromisser, som ikke nødvendigvis giver det mest effektive eller præcise retningslinjer. Masser af de områder, politikerne skal tage stilling til er indviklede og derfor har de som udgangspunkt både partisekretariater og Folketingets administration til at belyse det, så det bliver nemmere at træffe en beslutning.
Det er den næste del ‘den udøvende magt’ - i daglig tale regeringen - der oftest fremsætter lovforslagene. Selve loven er skrevet af embedsmænd på baggrund af de mange forhandlinger og efterfølgende kompromisser, man kan nå frem til politisk. Desuden er der en hel del beslutninger, der allerede er truffet i andre sammenhænge: eksempelvis andre ministerier, EU eller FN. I sit arbejde med loven skal embedsmanden altså samle op på alle de andre beslutninger, der kan være truffet på området og få det til at passe sammen med de resultater, Folketinget er kommet frem til.
Og den tredje del af magten ligger så hos ‘den dømmende magt’ - domstolene. De skal uafhængigt af indblanden udefra løbende tage stilling til om loven er overholdt. Det sker efter aftalte spilleregler, hvilket er med til at sikre, at hvis nogen i arbejdet med en given lov har overset et eller andet, så ved domstolene, hvad der tæller mest og dermed hvad de skal lægge vægt på først. Der er altid en højere lov, der er mere generel, men som gerne udstikker intentionen for det givne område. Alt dette arbejder embedsmænd også med at udrede, overvåge og samle op på.
I Danmark har vi desuden indskrevet ‘Ingen over, ingen ved siden af Folketinget’ i Grundloven: det er her loven vedtages - og dermed udstikker retningslinjerne for hvad de to andre magt-dele må og skal. At denne deling er grundlæggende for demokratiet ligger i, at Folketinget altid kan stemme nej til en lov - eller i hvert fald blive ved med at forhandle om det, indtil de fleste stemmer ja - og at Domstolene altid kan dømme en lov ulovlig. Det vil sige udover at have valg, hvor befolkningen kan stemme på dem der skal sidde i Folketing, Regionsråd og Byråd, skal man også have den deling, der gør at der bliver holdt øje med de andre - og at disse er uafhængig af hinanden.
Arbejdet er indviklet og alle tre magtområder har ansat professionelle folk - embedsmænd - til at sikre bedst muligt grundlag til at træffe beslutninger. Det betyder ikke at embedsmændene bestemmer. For hen over strukturen i alt arbejdet med at udstikke retningslinjer og rammer for samfundet, ligger en prioritering af hvilke hensyn, der skal vægtes mest! Når man vedtager at lukke landet ned? Og åbne det op igen? Den prioritering er i sidste ende altid politisk - der er ikke en evig gyldig sandhed - og det gælder både store beslutninger i kølvandet på COVID-19 eller ‘mindre’ beslutninger som minimumsnormeringer i daginstitutioner.
20. oktober 2019 - pseudo eller bare plejer?
I sidste uge havde Politiken afsat 2 sider til, hvordan vi afskaffer pseudoarbejde og i denne uge kan man så skrive ind til avisen og berette om sit eget pseudoarbejde… Jeg beklager, men jeg tror simpelthen ikke på, at der reelt er nogen der ser sit arbejde som pseudo. Jeg tror det er mere rammende, at sammenhængen og processerne ikke altid virker logiske og meningsfulde for hver enkel, men at det er svært at ændre på, fordi det er svært at sætte fingeren på, hvad der er galt.
Organisationer er dannet ved kultur: den struktur, der får netop den virksomhed eller organisation til at gøre præcis det, den skal. Og den kultur er… svær at lave om på… mest fordi dem, der arbejder et sted, jo allerede er formet af kulturen og dermed vedligeholder den. Det vil i praksis sige, at rigtig meget foregår som det plejer: rapporter udarbejdes, evalueringer gennemføres, mødeindkaldelser går ud til The Usual Suspects osv osv…
Så er det ledelsen ofte indkalder management-konsulenter til at bryde med vanerne, og på dagen lyder det også alt sammen rigtig fint. Men oplægget og øvelserne tager som hovedregel udgangspunkt i en eller anden teoretisk vinkel, som netop den konsulent tilbyder - og passer ikke lige præcis på den virkelighed jeg står med…
Hvad så med de nyansatte? De kommer ind og ser tingene med nye øjne - og jo, det gør de! Men rigtig mange, der skifter job, er også nyuddannede og har derfor samme udfordring, som konsulenterne: at de mest kan noget, der er godt i teorien og derfor ikke kender lige præcis det der er behov for her… Og når man senere skifter job bliver man ofte leder (for det er jo den eneste rigtige karriere man kan have!) og ledere kommer altså ofte lige lidt for langt væk fra kerneopgaven til altid helt præcist at vide hvilke processer, der trænger til et kærligt blik…
Jeg tror på, at de bedste management-konsulenter, er de erfarne medarbejdere, der gerne vil byde ind med deres kendskab og viden i nye sammenhænge. Jeg tror nemlig ikke på, at man får lavet om på noget i en stor organisation ved at tage på temadage eller lave organisationsændringer. Jeg tror på, at vi i meget højere grad skal udveksle erfaring og i små nøk ændre den måde “vi altid har gjort det på”. Så tror jeg nemlig også at vi udveksler viden om, hvordan vi tænker rundt omkring i den offentlige sektor - og det kan vi hver især kun blive bedre af!
6. oktober 2019 - reformer er både store og små
I deadline studiet om aftenen efter Folketingets åbning nævnte Mette Frederiksen, at hun gerne ville give plads til folk med et rigtigt arbejde i det offentlige - altså underforstået at alle os, der ikke er frontlinje, borgernære medarbejdere ikke udfører et rigtigt arbejde… Nogenlunde samtidig måtte formanden for DJØF Offentlig gå i rette med Sundheds- og ældreministeren for at kalde djøf’erne ‘fedtlaget’.
Det er altid pudsigt, at det er nødvendigt at tale nogen ned, for at tale andre op… Desuden blev det fremhævet, at vi skal passe på med alle de effektiviseringer og omprioriteringer og lignende. For det er ikke til gavn for nogen at lave effektiviseringer og reformer for effektiviseringerne og reformeres egen skyld.
Jeg har svært ved at forestille mig, at der er nogen som helst reformer, der bliver til for deres egen skyld. Uanset hvordan det ser ud for dem der bliver reformeret, er der som hovedregel en grund til at de gennemføres. Langt hen ad vejen er de skabt for at modernisere den offentlige sektor, så vi får allermest velfærd for pengene, for det kan vel ikke være meningen, at det offentlige ikke må stræbe efter de mest effektive løsninger og de enkelte måder at yde velfærd på? Heldigvis var der også andre stemmer i debatten i den forgangne uge: Bettina Post havde et langt indlæg i Politiken lørdag om alt det Velfærdsstaten KAN - og dermed slog et slag for at tale den op! For rigtig meget lykkes og er godt, og rigtig meget virker skørt og som at gå over åen efter vand, men lad os da kigge på det sammen - og spille ind med de kompetencer vi hver især har til at gøre det bedre!
Og lad os fra gang til gang vurdere om der er brug for en kæmpe reform, som ingen reelt kan overskue omfang og gevinster af, men som der er behov for, som en del af at ændre noget fundamentalt - som f.eks. sammenlægning af kommuner i Strukturreformen eller omlægning af forældede it-systemer til noget mere moderne, som med Sundhedsplatformen. Eller det er bedst med små nøk, der i løbet af få år har ændret en hel masse små åer til at glide lettere hen i mod den samme flod - noget af det der ikke er kendte, gode eksempler på, fordi det foregår i det små, hver dag, hele tiden… Jeg er sikker på, at vi har brug for begge dele, og at vi har brug for at tale meget mere om, hvor gode vi er til det. Vi har verdens bedste og mest velsmurte offentlige sektor - det synes jeg vi skal blive ved med at have!
30. september 2019 - den svære offentlige økonomi
Så landede regeringen og Kommunernes Landsforening aftalen om kommunernes økonomi for 2020. Aftalen har lempet en del af rammerne, skærpet andre og indeholder i øvrigt rigtig mange hensigtserklæringer om, hvad vi sammen gerne vil arbejde videre med det kommende år. I dag vil jeg prøve at skrive lidt om den kommunale økonomi, for en ting er rammer og muligheder for at bruge penge, noget andet er penge i banken.
Staten sætter i aftalerne med henholdsvis kommuner og regioner rammerne for den samlede offentlige sektor. Med finansministeren for bordenden opstilles regnestykket for hvad hvert niveau samlet set må bruge af penge det kommende år - og for en hel dels vedkommende også hvad de må bruge dem til. For kommunerne indeholder aftalen også niveauet for, hvor meget den enkelte kommune kan hæve eller sænke skatten. På de fleste af aftalens områder straffes kommunerne økonomisk ved at blive trukket i bloktilskuddet, hvis aftalen ikke overholdes. F.eks. overfor de kommuner der sætter skatten op, hvis der vel at mærke ikke er tilstrækkeligt mange andre kommuner, der sætter skatten ned…
Muligheden for at udskrive skatter spiller en stor rolle i kommunernes økonomiske selvforståelse - for selvom rigtig mange tænker stat, regioner og kommuner som ‘en stor offentlig sektor’, betyder det, at kommunerne selv opkræver skat (både af indkomst, grundværdi og selskaber), at hver enkelt kommunes økonomi bliver en særskilt husholdning, som er afhængig af forskellige indtægter.
Samtidig har kommunerne - helt som almindelige husholdninger - deres egne penge i banken, som følges nøje for korrekte og bæredygtige investeringer og afkast. Hver kommune kan bruge sine penge, spare op eller sænke skatten alt efter, hvilken ideologi, der sidder i borgmesterstolen, men i aftalen med staten er der fastsat rammer for hvor mange penge kommunerne kan bruge hvert år…
I aftalen for 2020 er rammerne som nævnt løsere som følge af udsigten til flere børn og gamle samt ophævelse af nogle af de aftaler om effektiviseringer tidligere regeringer har haft som forudsætning - de bredere rammer er godt for serviceniveauet, hvis ellers der er penge nok. For systemet er sat sådan sammen, at det at slække på rammerne i den offentlige styring ikke er det samme som, at der er penge i banken til at udfylde de nye rammer. Nogle kommuner har måske sat skatten ned, for rammerne var alligevel så snævre, at de ikke kunne nå at bruge deres penge eller investeret meget konservativt (altså næsten uden afkast og renter) af frygt for at ende på forsiden af en avis…
Kort sagt, det er ikke nødvendigvis alle kommuner, der har den nødvendige finansiering til den nye regerings rammer. ‘Den offentlige styring’ har ikke nødvendigvis de samme spilleregler som ‘den offentlige økonomi’. Det synes jeg er svært at forstå - og måske hjalp denne tekst ikke engang, men jeg synes det er vigtigt, så jeg kommer nok til at skrive om det igen!
7. september 2019 - regnemodellerne igen igen
Jeg vil gerne lige vende tilbage til regnemodellerne, for de er altså centrale for det meste offentlige styring - og i den forgangne uge kom resultatet af regnestykket lagt sammen med forhandlinger med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner: Økonomiaftalerne. Og søndag i sidste uge skrev Noa Redington om debatten om regnemodellerne i sin klumme i Politiken. Hans indlæg gik ud på, at det er skørt at diskutere det teoretiske fundament for modellerne, så længe vi slet ikke har nok uddannede til at varetage alle de mange kerneopgaver i velfærdsstaten. I en kort sætning undrede han sig desuden over at modellerne primært handler om at øge arbejdsudbuddet, så vi kan betale mere i skat.
Jeg kender som tidligere nævnt ikke alle de teoretiske rammer for regnemodellerne og beskæftiger mig også mest med hvordan de udmøntes i praksis, men udover pointen om arbejdsudbuddet ligger der også en del implicitte antagelser om skat, som jeg ikke forstår. Jeg har læst et sted, at hvis man i modellen putter mere skat på de finansielle markeder - altså der hvor man betaler skat af aktieoverskud, bolighandler og sådan noget, hvor man tjener penge på at flytte rundt på nogle andre penge - så falder ens incitament til at arbejde… jeg er helt med på at man også knokler hårdt for at investere og flytte penge rundt og mener såmænd også at folk knokler for at tjene formuer, men jeg forstår ikke forudsætningen om, at hvis man skal betale skat af disse gevinster, så skulle man ikke gide at arbejde…Altså hvis man hæver skatten på lønindkomsten kan jeg godt sætte mig ind i at præmissen kan være at så gider vi ikke arbejde mere, men så må præmissen vel gælde at hvis man øger skatten på finansielle gevinster, så gider vi heller ikke lave finansielle transaktioner mere.
Og så længe regnemodellerne er et teoretisk forsøg på at sige noget om cirka alt, bør man tolke resultaterne med forsigtighed og huske at der er en del faktorer, der ikke er med i modellerne - blandt andet fordi de ikke var specielt relevante, den gang de blev udviklet…
4. august 2019 - værktøjskassen
I sommerferien får jeg altid læst en del - og i år fik jeg endelige læst bogen om de offentlige styringsparadigmer! Her gennemgår en række danske forskere de forskellige teoretiske rammer man kan lægge ned over den offentlige styring. Bogen var kun på 150 sider, så jeg kunne nå igennem den i flyet på vej hjem fra Bangkok - og det var noget af en øjenåbner! For når man sidder og læser gennemgangen af teorierne bliver det så tydeligt, at den slags teoretiske rammer slet, slet ikke kan passe til virkelighedens realiteter!
I værktøjskassen til økonomisk teori ligger begrebet ’alt andet lige’. Det betyder kort sagt, at den økonomiske model, jeg opstiller, kun fungerer, hvis alle de andre de andre dele af modellen er helt ens fra dag til dag: modellen siger kun noget om sammenhængen i den afgrænsede del af verden, jeg sætter op. Men i virkeligheden er det jo kun ganske få ting der er helt ens fra dag til dag!
Del siden
Så hvis man sætter en teoretisk ramme op om, at mennesker er nyttemaksimerende og sætter lighedtegn mellem nytte og løn, siger man også, at alle offentligt ansatte kun går på arbejde for at tjene penge. Og det er jo helt sikkert sådan, at de færreste ville gå på arbejde hvis de ikke fik penge for det! Men det er altså de færreste, for hvem lønnen er det eneste, der driver værket! Og så tager præmissen for styringen fejl - ikke 100 % fejl, men bare heller ikke får det hele med...
For i virkeligheden går ‘nytte’ i forbindelse med arbejde vel også ud på at ’gøre en forskel’, ’udnytte sit potentiale’, ’indfri sine ambitioner’ - og dermed også at ‘forberede nogle børn til at gå gennem livet’, ’sørge for at byrummet ser flot ud’, ‘skaffe midler og ressourcer til at gennemføre det hele’, ’få enderne til at mødes’, ’nørde med detaljen’, ‘fastholde overblikket’ og en lang række mere eller mindre definerbare mål, som gør at alting bliver mere komplekst! Mindre ’alt andet lige’.
Og al denne kompleksitet gør det nemmere at fokusere på en ting, og mere eller mindre bevidst glemme kompleksiteten - det har jeg også læst en hel bog om, men det må vente til et senere input!
27. juli 2019 - mens vi venter på økonomiaftalen
Her i de første dage efter sommerferien har der været stille på arbejdet - dels fordi de fleste først er tilbage i kontorlandskabet på mandag, og dels fordi vi stadig ikke har nogen økonomiaftale mellem KL og regeringen. Og selvom mange ting nok ligner sig selv fra alle de foregående år, kan det jo rent faktisk godt være at der står noget nyt i år - i valgkampen blev der da i hvert fald udmeldt både det ene og det andet.
Økonomiaftalen fastsætter rammerne for kommunernes økonomi det kommende år, og for mit eget vedkommende bliver det lidt spændende, hvordan de får forhandlet det såkaldte anlægsloft på plads - får vi rammer der gælder mere end et år ad gangen? Hæver de ligefrem loftet? Eller går det den anden vej, så de seneste par års budgetoverskridelser nu udløser sanktioner...
Kommunernes anlæg gælder hele bygningsmassen til vores offentlige service og kernevelfærd - altså ældreboliger, skoler, daginstitutioner, idrætsanlæg, sundhedshuse. Dertil kommer vedligeholdelse af veje og cykelstier samt alle de grønne arealer, der altsammen skal klimatilpasses i disse år, så vi kan få flere op på cyklen og mere regnvand samlet op. Kommunerne har rigtig svært ved at holde sig inden for de udmeldte rammer - i mit eget tilfælde fordi den kommune, hvor jeg styrer anlæggene, er ved at ombygge vores dagtilbud til svanemærkede børnehuse og vores mere eller mindre nedslidte folkeskoler til at kunne rumme fremtidens gode læringsmiljøer.
Selv hepper jeg mest på flerårige rammer, fordi langt de fleste anlæg tager mere end 1 år at gennemføre, og det derfor er væsentligt mere praktisk med lidt mere fleksible rammer. Desværre er det jo sådan at mange bække små som bekendt kan give nogle voldsomme anlægsbudgetter og at det nok ikke er særlig realistisk, at der ligefrem bliver slækket på styring af milliarderne.
Finansministeriet hepper jo nok mest på, at vi bare overholder aftalerne, så de kan være sikre på, at pengene passer på den lange bane - det som økonomiaftalen er et udtryk for fra deres ende af forhandlingerne!
Måske kan jeg være så heldig, at der bliver ændret på præmisserne for aftalen, så det bliver nemmere at overholde den, men nu må vi se - jeg er meget klogere i begyndelsen af september!
30. juni 2019 - reformer er nødvendige!
De sidste 3 dogmer handler om reformer i det offentlige - hvem der skal udtænke dem og hvor hurtigt de skal sættes i værk. Overskriften er ‘Slip foden fra reform-speederen’. Først og fremmest synes jeg, det er vigtigt at understrege, at der er behov for reformer af den offentlige sektor. Vi er nødt til hele tiden at gentænke måden, vi gør tingene på for at sikre, at vi rammer skiven så præcist og effektivt, som muligt.
Grunden til at punktet overhovedet er oppe ogt vende er, at der er temmelig delte meninger til, hvem der har det bedste blik for hvad der vil virke: os der allerede arbejder der eller konsulenter der kigger på det udefra. Den er en af de svære - og har også givet ekstra debat i DJØF, fordi de jo organiserer os alle (og i øvrigt også cheferne, de så skal beslutte hvilken vej vi så bagefter skal gå, men det er en anden historie og det må vente til et andet indlæg).
For ligesom med alt muligt andet i livet er det virkelig vanskeligt at se sine egne fejl! Men det er altså frygtelig demotiverende at være fleksibel og omstillingsparat, for så at se ledelsen hente et konsulentfirma ind, der lige skal sætte det hele lidt på spidsen. Jeg har en gang været på kursus hos en konsulent, der fandt det nødvendigt at nævne at det her ikke var et sted, hvor vi ‘skulle danse farven gul’… Det var faktisk et virkelig godt kursus i evnen i at tænke ud af boksen, men nogen tænker jeg på, hvor mange kurser der må være derude, hvor man så netop skal sætte noget på spil ved at danse farven gul? Og i hvert fald er der da en del, der tjener penge på at holde foredrag om det meningsløse pseudo-arbejde…
Men som sagt er det svært! Og alligevel er det jo ikke mere vanskeligt end at en reform betyder, at man skal gøre noget andet end man plejer! Og her er der desværre ikke nogen hurtige løsninger. Det gælder med reformer i det offentlige såvel som med slankekure og løbetræning: det er et langt sejt træk, hvor man hver dag skal huske at gøre noget andet end man gjorde før! Og huske at det der så godt, gennemtænkt og nemt ud på papiret er sværere i virkeligheden, når der er kage frem i køkkenet eller sofaen på magisk vis igen har sat sig fast på ryggen efter en lang dag foran computeren.
Og i starten skal man huske sig selv og hinanden på det hele tiden med små sedler eller pop-up-beskeder på skærmen og så efter et stykke tid (hvor lang tid, afhænger normalt af, hvor god en ide, man har fået), så er det den nye vane, som en dag kan blive svær at bryde. Selv tror jeg på de små reformer - der hvor man skifter elevatoren ud med trappen eller opslagstavlen ud med en fælles elektronisk kalender. Og at der i hvert fald - som der også står i dogmerne - først er tale om en besparelse, når den er realiseret i virkeligheden - indtil da er den kun en drøm i et regneark!
16. juni 2019 - eksperter
Da jeg skrev om FOAs og DJØFs 9 fælles dogmer i sidste uge, troede jeg egentlig at det skulle blive til et indlæg om hvert dogme, men min indsigt i nuancerne i de enkelte dogmer er lille og derfor ligner nogle af dem lidt hinanden. Og derfor kan jeg ikke helt sidde og funderer på "forenklingsLABs" eller "Ekspertpaneler for velfærd".
I sidste uge handlede det om Dogme 9 forpligtigende arbejdsfællesskaber i det offentlige. Den er grupperet (dejlig DJØF-opdeling) i en kategori med overskriften Inddrag hverdagens vefærdseksperter. Her ligger Dogme 7 og 8 også (igen, kommer systematikken frem!!) og de handler netop om ovennænte LABs og paneler. Som jeg skrev i sidste uge er jeg ret sikker på, at hvis Dogme 9 om forpligtigende samarbejder indføres løses resten (næsten) af sig selv - og LABs og paneler, der er sammensat af velfærdseksperter fra alle dele af vidensbanken er bestemt en god ide!
Den nærliggende fælde med sådanne institutioner er dog, at de hurtigt fører en masse andet med sig: et sekretariat, der skal lave dagsordner, en eller anden form for opfølgning, så man kan se at det var en god ide at nedsætte dem... Jeg kan pege på Stresspanelet og Disruptionsrådet, som nyligt opståede enheder, hvor det er vanskeligt at se helt præcist, hvad det var for et formål de skulle opfylde... Eller måske værre endnu Klimarådet, hvor det (måske måske ikke) var deres anbefalinger, der fik formanden til at gå af...
For den værste fælde man kan hoppe i er, hvis medarbejderne deltager i arbejdsgrupper og paneler og LABs, men der så ikke rigtig kommer noget ud af det - det er frygteligt demotiverende!! Så der er nødt til at være nogle klare retningslinjer for hvad de arbejdsfællesskaber skal og kan påvirke!
En anden fælde er, at deltagerne i de ovennævnte institutioner ikke er "rigtige" medarbejdere og velfærdseksperter, men deres professionelle repræsentanter i organisationerne. Så er der en reel fare for, at vi bare har nedsat endnu en arbejdsgruppe, hvor parterne kan underholde sig selv...
8. juni 2019 - samarbejde
I slutningen af valgkampen lancerede FOA og DJØF 9 fælles dogmer som indspark til politikerne, som den kommende udvikling af den offentlige sektor. Jeg blev så glad! Først og fremmest fordi frugterne af det samarbejde og sammenhold fagforeningerne fik skabt under OK18 langt om længe kom frem i lyset. Dengang havde jeg en klar følelse af, at vi endelig alle blev betragtet som værende i samme båd, men jeg må indrømme, at følelsen af at være inkluderet "som offentligt ansat" har haft lidt trange kår siden... Jeg er så glad for, at det nu viser sig bare at være en følelse, og at det er sandt, når de siger, at de sociale medier let kan blive et ekko-kammer af gentagelser og "mere af det samme".
Alle de 9 dogmer rammer ind i mine egen tanker om problemerne i den offentlige sektor - og det er naturligvis den anden grund til, at jeg blev så glad! Jeg har læst dem og kritikken af dem igennem et par gange og har nu lyst til at give mit besyv med.
Jeg vil gerne starte med Dogme 9: Styrk arbejdsfællesskaberne i den offentlige sektor. Det er min påstand, at hvis vi gør det, så kommer resten næsten af sig selv! Det er så vigtigt, at udviklingen af den offentlige sektor sker i fællesskab, og herunder at alle faggrupper er sammen om at løse opgaverne. Det er den eneste måde, vi kan videndele ordentligt på!
Og den videndeling er den vigtigste forudsætning for, at vi kan sætte os i hinandens sted, når opgaverne skal løses. Hvis jeg skal kunne måle og veje indsatsen på et givent område, er det helt centralt, at jeg ved hvad de laver, så jeg får de rigtige parametre med. Og hvis et område skal udvikles, er det lige så vigtigt, at dem, der kender de daglige problemer, er med til at finde løsningerne. Omvendt er det vigtigt, at alle kender de forudsætninger og rammer, der er udstukket politisk og økonomisk, for at kunne aggere ud fra den retning, der er sat for området.
Det er vigtigt at understrege, at det allerede sker, men dialog og samarbejde kan man sjældent få nok af i en så kompleks verden, som den offentlige sektor skal holde styr på.
28. april 2019 - DJØF-bashing klæder ikke nogen
Jeg må lige tage en runde mere i de overordnede betragtninger om os-og-dem-retorikken omkring den offentlige styring, så skal jeg nok vende tilbage til nogle af de mere konkrete opgaver vi står overfor, som vi skal løse. Argumenterne i denne blog skulle meget gerne afspejle, at jeg mener, at vi har så mange udfordringer, at vi er nødt til at læse dem i fællesskab: der er ikke én flok mennesker - ét sæt tankegang eller én metode, der hjælper. Vi er nødt til at tænke tingene sammen, hvis det skal lykkes!
Jeg har ladet mig fortælle, at det er en læge, der har fundet på ordet "DJØF'isering". Jeg ved godt, man ikke skal tro på alt, hvad man hører, men lige den her tror jeg gerne på, selv om jeg aldrig har fået det beskræftet fra uafhængig kilde. Det giver mening, at en fra en af de andre store faggrupper i den offentlige sektor, som også har lange videregående uddannelser og prestigefyldte arbejder ikke har brudt sig om det indtog af fokus på styring og økonomi, der ligger bag den faglighed mange af vi DJØF'ere kommer med.
Jeg aner ingenting om styringen på et sygehus, men jeg må tilstå, at jeg aldrig har forstået stillingen som "administrerende overlæge" - altså at en der er uddannet til at udrede, diagnosticere og helbrede alle mulige og umulige sygdomme får ansvaret for administrationen af et sygehus...? Jeg vil helt vildt gerne ledes af en knald-dygtig læge, men administreres...? Helst ikke, faktisk...
Det er jo det jeg er uddannet til - med alle mine regneark og analyser! Problemet med det jeg laver er, at det er en middel og en metode til at opnå sine mål og ikke rigtig har et iboende mål. Hvis det så ikke er tydeligt hvorfor man styrer og effektiviserer og har fokus på økonomien, kommer det til at virke som om, at vi gør det for styringen og effektiviseringens egen skyld...
I Danmark har vi en samfundskontrakt, der hedder, at der også skal være velfærd til de kommende generationer, og hvis vi ikke skal lægge 100% af vores løn i SKAT, medfører befolkningsudviklingen og kravene til den offentlige service, at vi er nødt til at være mere effektive - og spare penge samtidig... Men hvis det skal gøres godt og samtidig sikre den bedste velfærd for de kommende generationer, er vi nødt til at udtænke og gennemføre de effektiviseringer sammen. Det kan ikke nytte noget, at vi hver især regner med at vores faglighed rækker bedre.
Alle offentlige ansatte har en aktie i at sikre velfærden og ingen af os kan gøre det alene. I disse dage er det et år siden vi stod skulder ved skulder og alle sammen var offentligt ansatte. Skulle vi ikke tage at komme tilbage til det og løse velfærdsstatens problemer sammen?
16. april 2019 - Budgetloven, helt eller skurk?
Budgetloven er i al sin enkelthed genial! Det er noget af en påstand, men noget af det sjoveste man som økonomikonsulent kan se, er grafer, der illustrerer de offentlige budgetter og regnskaber før og efter lovens i krafttrædelse.
Før i tiden virkede det som om, det var fuldstændig ligegyldigt, hvad vi havde skrevet i vores budgetter: vi brugte bare pengene som vi syntes uden skelen til, hvad der var aftalt eller hvad der egentlig var sat af til formålet. Det havde den konsekvens at den offentlige velfærd levede for lånte penge - og ikke mindst at det ikke var fuldstædig klart, hvor hullerne var.
Alt det har Budgetloven lavet om på. Med loven er der sat en systematik ind, som er ens i hele den offentlige sektor og som dermed giver et overblik over hvad det offentlige forbrug går til - det er smart, for når man har overblik kan man langt hen ad vejen også bedre vælge!!
De offentlige budgetter er dog også et-årige - det er smartest, når man ikke rigtig kender den politiske kontekst fra år til år, men gør det vanskeligt at styre... Det er svært at spare op til større projekter, hvis man er bange for at pengene ryger i kassen, hvis de ikke er brugt. Rammestyringen gør det også vanskeligt at bruge princippet om "gynger og karuseller", fordi et mindreforbrug et sted sjældent reelt kan benyttes et andet sted, der er mere presset.
Og der er desværre meget få i den offentlige sektor, der ser den offentlige sektor som en helhed - det bliver meget hurtigt "kommuner", "regioner" og "stat" meget hurtigt "social" overfor "teknik" eller "kultur" overfor "miljø". De eneste der sådan rigtigt ser helheden er vist Finansministeriet - og de lægger nok mest mærke til alle de mange bække små, der giver nogle enorme summer, som vi så hellere må skære i...
Og kernen i offentlig styring er vel, at det desværre ikke er helt så enkelt, som et husholdningsbudget. I alt dette her ligger der jo også incitamenter til forbrug, teorier om menneskelige mekanismer og så et budget på helt vildt mange milliarder. Og til dette komplekse formål har vi brug for alle slags fagligheder, så vi hverken ryger i den ene eller den anden grøft...
2. februar 2019: Ledelse i det offentlige er svært...
For et par uger siden læste jeg en kronik under overskriften "Sådan for vi bedre ledelse i det offentlige" med 8 punkter, som kronikørerne håber inspirerer til videre handlinger og debat. Og de er også vældig inspirerende de 8 punkter! Der er både: "Værdiskabelse for borgeren skal være i centrum for al offentlig ledelse" og "Skru op for ledelse - og væk med overstyring".
Og som medarbejder i den offentlige sektor kan jeg kun sige, at det er en god ide, at få diskuteret hvad god ledelse er i den offentlige sektor! Og ikke mindst hvilke særlige kvalifikationer, der skal til her. Men det er altså ikke så nemt at omsætte til virkelighed - hverken for organisationen eller for den enkelte leder.
En af de 8 punkter er "Sammenhæng i den offentlige sektor" - og dette er helt sikkert en kæmpe udfordring! Både for de borgere, der er i kontakt med det offentlige, men så sandelig også for de ledere og medarbejdere, der arbejder der. Dette skyldes hovedsageligt, at vi alle har hver sin del af en kæmpe kage, der f.eks. hedder "børnepasning". Det lyder jo enkelt nok: som mor til et barn, der stadig er i indskolingen og derfor fortsat er en del af dagtilbud og fritidsordninger, må det jo handle om, at hun får det bedste tilbud til at udvikle sig og lege, når hun ikke er i skole og hendes far og jeg stadig er på arbejde!
For at nå derhen skal vi imidlertid omkring pædagogisk personale til den daglige nærhed, arkitekter og ingeniører til at sørge for at opholdsrummene er i optimal stand, statistikere til at analysere på, hvor mange børn, der kan forventes at dukke op i et givet område på den korte og den lange bane. Desuden skal vi have penge, der skal finanisere både personale og bygninger, og politiker for hvad børnene skal lave og lære i løbet af dagen - og som igen har betydning for hvilket konkret arbejde pædagogerne og arkitekterne og budgetbisserne skal udføre.
Og alle disse mennesker skal ledes "i sammenhæng" - også selvom de har helt hvert sit syn på den opgave, det er at sikre "Børnepasning". Hvis vi så alle sammen arbejder med udgangspunkt i det ene af punkterne "Borgeren i centrum", så er det måske nemmere at holde fokus, men en anden kæmpe udfordring er netop dette punkt! Vi skal som offentligt ansatte have fokus på, at det vi leverer er service til borgeren, men vi skal også have fokus på servicering af det politiske niveau, så de kan træffe de rette beslutninger. Økonomien, så vi bruger skatteborgernes penge fornuftigt og endelig fagligheden, så dem der udfører jobbet kan holde til de er oppe i 70'erne. Det er ret mange hensyn, vil jeg sige.
Og endelig er der punktet om at undgå overstyring - det er noget af det nemmeste overhovedet... at SIGE! Ikke et eneste sted nævnes det imidlertid, hvad det er der ikke skal styres - eller hvad det konkret er der er overstyret. Det bliver hurtigt en hel masse plus-ord, der er svære at argumentere imod, men som ikke desto mindre er svære at omsætte til noget som helst, så længe der stadig ikke er nogen der tør stå på mål for de beslutninger der tages.
Jeg synes "god ledelse" kendestegnes ved, at man tør at stå ved, at man traf nogle beslutninger! Og bagefter stå ved at det nogen gange gik godt og andre gange gik mindre godt - at man gjorde det allebedste man overhovedet var i stand til med den viden man havde. I en kompleks verden er det ofte det eneste man har.
11. januar 2019: Reformer - mere af det samme?
2019 bliver et spændende år - ud over Folketingsvalget og valget til Europaparlamentet er der også store reformer af den offentlige sektor i udsigt. Både innovationsministerens reform af bureaukratiet og så den længe ventede og diskuterede reform af sundhedsvæsnet.
Jeg siger det med det samme - jeg ved meget lidt om sundhedsvæsnets opbygning og styring, så om dette emne har jeg i hvert fald slet ikke patent på sandheden! Men alligevel er jeg meget optaget af at følge debatten om reformen - her allerede inden den er præsenteret som andet end 21 sundhedsfællesskaber...
Det er ikke særlig konkret, men det bliver spændende at se om det dækker over administrative enheder med eller uden politisk ledelse, og hvordan de tænkes sammen med det sundhedsarbejde, der nu udføres af kommunerne. Indtil nu har jeg mest læst debat for eller imod regionernes overlevelse, men man må formode at en reform har indflydelse både indad centralt til staten og ud decentralt til kommunerne.
Men nok så meget, som der måske nok mest bliver tale om en reform af de administrative enheder, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om man kunne tænke sundhedsvæsnet helt forfra og reformere tankegangen?
Sundhed, forebyggelse, genoptræning, sygdom, diagnoser, behandling - der er virkelig mange forskellige muligheder og aspekter i sundhedsvæsnet, og jeg kan slet ikke overskue det hele, men måske er det slet ikke så vigtigt, hvor mange administrative enheder der er, men om hvad man gerne vil have ud af sundhedsvæsnet... f.eks. et bedre helbred til befolkningen... Og så sætte det i centrum for en reform. Lige nu virker det mest som om at diskussionen går på, om det er (endnu) en spareøvelse eller om politikerne spiller faglige eller lægerne spiller politikere... Eller om det er vigtigt, at der træffes politiske valg tæt på eller langt fra borgeren.
Jeg ved som sagt ikke ret meget om sundhedspolitikken i Danmark, men jeg ved, at hvis en reform ikke bygger på nogle nye tanker får man som hovedregel bare mere af det samme...
5. januar 2019 - velfærdschauvanisme...
En gang for mange år siden sad jeg og diskuterede palestinenser-loven med min chef. Jeg kan ikke huske, hvorfor eller hvad vi diskuterede - og jeg kan heller ikke rigtig huske hvad loven gik ud på - det ville ellers have klædt mig, for jeg kan huske, at jeg syntes det var skelsættende!
Det var første gang der blev vedtaget regler, der alene gik på en bestemt befolkningsgruppe. Ikke ud fra særlige vilkår, man ville ændre for alle, der var landet i den situation, men særlige vilkår for folk med et særligt statsborgerskab - eller vist i virkeligheden mangel på samme. Det syntes - og synes! - jeg var helt uhørt.
Siden er der kommet mange flere love til. Så mange, at fænomenet nu (godt nok som en tendens i flere andre europæiske lande) er blevet genstand for forskning i det. Om lovene decideret undergraver demokratiet, som det fremgår af denne, skal jeg ikke gøre mig klog på - lovene er jo vedtaget af flertallet i en demokratisk valgt forsamling, men tankevækkende er det.
8. december 2018 - hvad er egentlig vigtigst?
Jeg er ikke patriot - altså, nok jublede jeg da, Bjarne Riis vandt Tour'en, men for mig vil det nok altid være Miguel Indurain, jeg forbinder med cykelsporten... og nok var jeg ellevild sammen med alle de andre på Store Torv, da Danmark vandt EM i '92, men det ER jo længe siden, og jeg ender altid med at holde med Italien, når jeg får set fodbold... og sådan har jeg nok mange områder, hvor jeg ikke helt kan se, at netop vores nation skulle være noget særligt - eller i hvert fald noget enestående...
Og måske er det også derfor jeg har så svært ved at komme med på den dagsorden, der hedder, at stort set alle problemer i vores samfund skyldes udlændinge og i særdeleshed muslimer... og derfor jeg har svært ved de religiøse, der mener at netop deres religion er bedre end andres: Jeg tror på mennesker før nationer, jeg tror på mennesker før religioner og jeg tror på, at det vi har vedtaget som menneskerettigheder gælder alle mennesker og ikke kun en udvalgt skare - og måske det vigtigste: jeg tror på mennesker før systemer!
Og det kan måske være svært at forstå, når jeg i den grad er fortaler for "systemet" - jeg er jo DJØF'er - der er vist ikke nogen der tror mere på systemet end os... og derfor er det så vigtigt, at vi kan blive ved med at udfordre hinanden på, hvad systemet skal kunne, hvilke værdier, det skal understøtte - og hvordan systemet giver mennesker mulighed for at være mennesker - uanset baggrund og forudsætninger!
Jeg har skrevet det før på disse sider: min fornemmeste opgave er at udvikle et system, der er til for at give mennesker lige muligheder uden nødvendigvis at have de samme forudsætninger - både de gode, de onde, de flittige, de dovne, de høje, de lave, de tykke, de smalle og dem, som nogen synes fortjener ophold på en øde ø...
10. november 2018 - er DJØF'er bare et smart skældsord?
Helt tilbage fra mit første job, har jeg opdaget, at DJØF-bashing er en helt almindelig sport... Vi betragtes som en faggruppe, der kan tåle lidt af hvert, har brede skuldre - og i øvrigt er det jo en kendt sag at vi ingen reel værdi tilfører... Kritikken kan komme fra andre offentligt ansatte og fra mere intellektuel kant, men det er nogenlunde sammen indhold. I et forsøg på at få noget konstruktivt ud af kritikken, er jeg nødt til at skille den ad og prøve at lytte bag ved, det der rent faktisk bliver sagt i generaliseringerne af os som faggruppe. Og her hører jeg så ,at kritikken retter sig mod den stadig større økonomiske styring af den offentlige sektor - og altså Finansministeriets store magt. Men mon der er nogen af kritikkerne, der har taget sig tid til at tale med DJØF'erne i Finansministeriet om deres rolle og opgaver? Lige nu står Italien på kanten af økonomisk kaos og Grækenland kæmper forsat med eftervirkningerne af deres kollaps. Det er vi normalt ret glade for at vi ikke står overfor her i vores velorganiserede nord - og det er vel også Finansministeriets fortjeneste? Det synes jeg i hvert fald! Har selve økonomiseringen af den offentlige sektor taget overhånd, så det kan ligne at det er et mål i sig selv, at vi lever op til Budgetloven? Ja, det synes jeg godt man kan argumentere for. Men det er altså stadig en politisk og ikke administrativ beslutning, at alle større tiltag i regeringen først skal omkring Økonomiudvalget eller Koordinationsudvalget - og at bortset fra Børne- og Socialministeren og Beskæftigelsesministeren er det kun de økonomiske ministerier, der er repræsenteret her. De to ministre administrerer dog enorme summer, fordi deres områder er dyre - så ja, økonomiske er de også nødt til at være. Jeg håber vi finder en vej, der ikke kun handler om økonomiske incitamenter i de offentlige strukturer - og jeg synes vi skal starte med at samarbejde om at finde ud af hvordan den vej skal se ud. Så kan vi få plads til en værdig indsats for vores udsatte borgere, få et uddannelsessystem, der giver os nye generationer af nysgerrige mennesker, sygehuse, forsvar, politi, der kan passe på os - og i det hele taget få det samfund vi ønsker. Jeg tror på, at vi bedst finder den vej, hvis alle os der skal føre den ud i livet er med, og at ingen er døm ude fra starten.
6. oktober 2018 - længe leve Folketinget
I den forgangne uge åbnede Folketinget efter sommerferien! Jeg hørte ikke selv åbningsdebatten, men jeg kan forstå på aviser og overskrifter, at der er gang i den med opbrud, åbninger og fløjkampe. Valget skal jo også udskrives inden de går på sommerferie næste år, så det skal da også gennemsyre debatten, hvad de enkelte politikere egentlig mener. Jeg synes altid det er svært finde ud af hvem jeg egentlig skal stemme på, men jeg har sat mig for at inden næste valg vil jeg gennemgå partiprogrammerne (ordentligt!), så jeg får sat mig bedre ind i hvad de hver især arbejder for. Jeg synes nemlig, der er meget på spil i disse år, og vil gerne være sikker på at jeg får stemt på nogen der rent faktisk mener det samme som mig! Men er dette valg det eneste sted demokratiet udleves? Er det kun i partipolitik og valgdeltagelse vi kan udøve vores ret til at bestemme? NOPE! Danmark er et meget organiseret land! Og rigtig mange af disse organisationer er baseret på frivillighed og "valg til poster" LO og DAs topleder er valgt eller udpeget af medlemmerne - skolebestyrelser og idrætsforeninger er baseret på frivillighed og valg (hvis der ellers er kamp om pladserne disse steder). Boligforeninger og vejlaug, handelsstandsforeninger, Danmarks Naturfredningsforening og Bæredygtigt Landbrug, Ældresagen, Foreningen af Yngre Læger - alle organisationer baseret på deltagelse og medbestemmelse! Det vil sige, at der generelt er rig lejlighed til at melde sig ind i samfundet og deltage i den del af demokratiet, der er vigtigst for dig! Man behøver ikke kunne se sig selv i folketingspolitikerne for at have indflydelse på sin dagligdag - og hvis man ikke selv har ressourcer til den direkte deltagelse, kan man oftest finde en repræsentant, man stoler på vil sige det, man selv synes er det vigtigste! Det blev også en uge, hvor der var stor fokus på Özlem Cekic's dialogkaffe og andre, der er begyndt at tage kampen op mod den hårde "os og dem"-tone, der ofte kommer ud fra debatten på Christiansborg i kampen om vælgerne. Men "os og dem"-tonen kommer ikke kun fra Folketinget. Den ligger også mellem fodboldklubber, landsdele, fagrupper og sundhedsapostle! Jeg tror selv den største trussel mod demokratiet er denne "os og dem"-retorik og håber at mange flere - og jeg selv inklusive - går ind i kampen for et nuanceret og mangfoldigt billede af hvordan verden ser ud.
22. august 2018 - mén noget!
Nogle af de kommentarer jeg har fået på mine indlæg antyder, at jeg bør mene noget politisk. Der må jeg beklage og sige, at jeg interesserer mig ikke ret meget for politik! Øh, hvad er det så lige, jeg foretager mig?
Jeg mener sådan set ikke noget om fartgrænser, burkalove og fastsættelse af satser for Folkepensionen. I denne blog prøver jeg så enkelt som muligt at beskrive de ting, jeg arbejder med for at lave det grundlag politikerne skal træffe beslutninger på.
Det vil sige, at jeg interesserer mig for om loven kan gennemføres ude i virkeligheden eller det f.eks. kræver uforholdsmæssigt mange ressourcer at håndhæve loven. Så kan det sagtens være, at politikerne træffer én beslutning, selvom jeg i virkeligheden har foreslået noget andet!
Når det er sagt, har jeg 2 grundlæggende ting, som for mig er ufravigeligt, men som i virkeligheden er en politisk grundholdning:
1. Velfærdsstaten er - trods alle dens fejl og rystende ineffektivitet - den bedste måde at sikre så lige muligheder som muligt for alle i en verden, hvor alle ikke har samme forudsætninger. Det er noget af det, jeg oplever er ved at smuldre i disse år og endnu en af grundene til, at jeg nu skriver om den affentlige administration.
2. Jeg har det svært med udlicitering! På den ene side er det meningen at det offentlige skal varetage de opgaver, som samfundet mener alle på en eller anden måde skal have lige og fri ret til. Samtidig kan det netop sjældent betale sig at yde netop den form for hjælp eller støtte. Og på den anden side mener man så, at hvis det offentlige betaler en privat for at gøre det samme bliver det billigere. Måske gælder dette for nogle typer af opgaver, men f.eks. at vores udsatte børn og unge skal udliciteres til en privat person, der laver tilbud til netop dem, synes jeg er mærkeligt! Så skal det offentlige betale både den takst det koster for barnet at opholde sig der - og for at føre tilsyn med, at barnet rent faktisk får det tilbud der er betalt for.
16. august 2018 - regnemodeller
Hen over sommeren har nogle politikere udgivet et bog, som blandt andet handler om Finansministeriets regnemodeller - og i det hele taget er disse modeller ofte til diskusion. Tilgodeser de nu særlige former for politik - eller i hvert fald særlige politiske retninger eller ideer? Det gik så langt som til at ministeriets departementchef måtte ud og sige fra offentligt. Og det er altså ikke hverdagskost, at departementchefer går ud og siger ret meget offentligt!
Jeg kender overhovedet ikke særlig meget til regnemodellerne i Finansministeriet, men jeg er på den anden side helt sikker på at de regner både rigtigt og upartisk, når man putter data ind i modellerne! Husk på, at indeni vi økonomiers hovede er skatter og afgifter det samme som indtægter, mens løn, husleje og tilskud er lig med udgifter - egentlig ganske som ethvert andet husholdningsbudget.
Og langt hen ad vejen er det jo det, modellerne beregner - hvor mange indtægter kan vi (vi som i det offentlige) forvente at få de kommende år - og ikke mindst: hvor mange udgifter. Helt nøgternt kan man f.eks. konstatere, at hovedkontoen til Folkepensionen på finansloven er steget fra ca. 113 mia. kr. i 2013 til nu ca. 136 mia. kr. i 2018. Det er en ganske pæn stigning på 5 år - og et reelt problem, når man samtidig gerne vil betale mindre i skat... og det er bare det vi ved, fordi det er fortid. Nogen bliver jo nødt til at regne på, hvordan det kommer til at se ud om 5 år, så vi ved nogenlunde hvormange indtægter vi skal have...
Folkepensionen er er et taknemmeligt eksempel, fordi beløbet er enormt og der fortsat ikke er nogen, der har hørt om særligt forgyldte folkepensionister...
Jeg synes, problemet opstår, hvis man kun betragter disse udgifter (og herunder så sandelig også f.eks. lønkroner til politibetjente, sygeplejersker - og ja, DJØF'ere) som udgifter! På den måde synes jeg, vi mister fokus på, HVORFOR vi har disse udgifter:
Hvad er det for en investering vi gerne vil lave, for at få det samfund, vi ønsker os? Se, det er en bog om politik, jeg gerne vil købe!
2. august 2018 - Hvad er "det offentlige" egentlig?
Noget af det der kan være aller sværest at forklare er hvad der egentlig er "det offentlige". I dette land kan man stort set ikke slå en prut, uden at det på en eller anden måde er reguleret i en lov. Den lov er vedtaget af Folketinget (ingen over, ingen ved siden af!), og har til formål at ændre en eller anden form for adfærd i befolkningen... Hvis folk allerede gjorde det, Folketinget fandt mest hensigtsmæssigt, var der jo ikke nogen grund tilat lave en lov om det, kan man sige...
Selve loven bliver som regel udarbejdet af embedsmænd i ministeriet - enten i selve departementet eller i den styrelse, området hører under. Dette arbejde er en del af det offentlige. Men selve loven kan regulere trafikken eller hvilken forældre, der skal have mest omgang med barnet efter en skilsmisse - og det har så ikke rigtig noget med "det offentlige" at gøre længere. Så er det først når der sker overtrædelse af loven eller nogen er uenige om det, at det igen bliver til noget det offentlige skal tage sig af - så er det nemlig Politiet eller Statsamtet, der skal træffe afgørelse...
Derudover styrer folkevalgte forskellige områder - nemlig stat, regioner og kommuner. Folketinget sætter med de vedtagne love rammerne for langt det meste af hvad det offentlige skal lave, men langt de fleste love administreres konkret i kommuner eller regioner. I hvert fald ligger stort set al kontakt mellem borgere og "det offentlige" i enten regioner (sygehuse) eller kommuner (beskæftigelsesindsats, sociale ydelser, daginstitutioner, ældrepleje, byggetilladelser og skoler). Også selvom mange af områderne er finansieret direkte på finansloven.
Hele tiden forsøger vi og finde de rigtige niveauer, at udføre opgaverne på og de rigtige metoder til at gøre det. Er der rum for forbedring og risiko for overlap, når der er så mange led, der gerne vil bestemme? Ja! Er der fundet en effektiv løsning på hele denne styringskæde? Nej! Men det er noget af det jeg håber at kunne folde ud i disse linjer og være med til at kaste lys over noget af det, der nok virker håbløst bureaukratisk for udenforstående...