16. januar 2021 - er det ikke på tide med en ny fortælling?

Forleden var jeg på en stor virtuel konference med 4 timer foran skærmen, masser af spændende oplæg og debat. Alt sammen til inspiration for den kommunale styring og økonomi. Altså, en spændende dag for sådan en som mig.

På et tidspunkt omhandlede debatten kvaliteten og fagligheden og styringen. Og næsten 60 % af tilhørerne (eller i hvert fald af de tilhørere, der svarede!) mente, at hvis vi afskaffede dokumentationskravene ville det højne kvaliteten. Samtidig handlede stort set alle oplæg om, at det er vigtigt, at vi gør det, vi ved, virker… og i afstemningen kunne jeg ikke engang vælge muligheden for at bruge de mange data vi allerede har (som følge af dokumentationskravene) på en smartere måde, som ellers er min kæphest.

Jeg synes, det er en forudindtaget måde at se verden på - hvad nu hvis fortællingen var anderledes?

Hvad nu, hvis fortællingen lyder, at al kommunal sagsbehandling nu foregår elektronisk via nogle rimeligt standardiserede systemer, og man derfor kan overtage ens kollegers opgaver, og relativt hurtigt kan sætte sig ind i, hvor sagen er. Det er i modsætning til tidligere tiders papirnoter. Min datter er 10 år gammel - hendes journal og første højdekurver er noteret i hånden i en bog, jeg nu har liggende - og sundhedsplejersken skulle notere tilsvarende i sine papirer. Jeg vil tro, at dette system nu er erstattet af en iPad, hvor jeg ville kunne tilgå min datters oplysninger på sundhed.dk, hvor jeg også kan se hendes vaccinationsprogram mv. Og sundhedsplejerskerne, kan slå op i deres system og finde barnets oplysninger frem. Der er sket meget på 10 år!

Og mulighederne har helt sikkert medført flere krav om dokumentation, men man har vel altid skulle dokumentere, at man nåede ud til alle børn i løbet af de første uger af deres liv?

Hvad nu, hvis fortællingen lyder, at dokumentationskrav også er vidensopsamling? En måde at indsamle viden om alt, hvad vi laver, og holde det sammen med, hvordan det så gik. På den måde kan vi gøre mere af det, der fungerer, og mindre af det, der går skævt.

Jeg ved godt at kravene til dokumentation oftest omtales som kontrol, men det er faktisk også opsamling af viden. Og vi har mulighed for at i højere grad at bruge registreringerne til viden samtidig med, at vi fører tilsyn. Det kræver, at vi aftaler at bruge det på den måde - og det starter med den nye fortælling.

Den her er en af de svære - noget af det jeg allerbedst kan lide at arbejde med og noget af det min faggruppe er allermest forhadte for... dokumentationskrav... For de fleste er det ensbetydende med en masse spildtid, registreringer og computerarbejde væk fra det man egentlig skal i løbet af en dag... bare så nogen kan følge op på om man passer sit arbejde. 

Jeg vil ikke påstå at det er genialt, det der foregår mange steder, men jeg vil prøve at nuancere billedet lidt - for igen: hvad er alternativet...?

3. november 2019 - tidsregistreringer er ikke svaret på alt!

Tidsregistreringer til produktivitetsberegninger og dokumentationskrav er en af mine kerneopgaver. Man ser sikkert for sig, hvordan jeg kræver, at pædagoger og sygeplejersker sidder langt væk fra børn og syge for at taste ind i et regneark, så jeg kan lave en fin opgørelse af hvad de får dagen til at gå med – og det værste er, at der ikke er en kategori til “at taste i regneark, hvad jeg har fået dagen til at gå med.”

Det er i hvert fald det, de fleste forestiller sig, når de hører dokumentationskrav. Og jeg medgiver, at rigtig meget kan være uhensigtsmæssigt stillet op – og tage lang tid at registrere.  Og lige præcis tidsregistrering er så underligt bagvendt – for det er vel ikke særlig interessant hvad den enkelte medarbejder laver i løbet af en dag – det interessante er: hvad kommer der ud af det, den enkelte medarbejder laver hver dag?

I stedet for at finde nogle gode indikatorer på det der er vanskeligt at måle, så måler man på noget andet - f.eks. hvad medarbejderne har brugt deres tid på i løbet af dagen. Også fordi effekter som ’børn, der trives’, ‘færre nye rygere’ eller ‘andelen af børn i et udsat område, der tager studentereksamen, skal stige’ ikke kan trække en direkte linje til den indsats der er sat i værk, men netop handler om en hel masse indsatser og udviklinger, der skal flytte i nogenlunde den samme retning.

Men som også formanden for Frivilligrådet påpeger, reducerer vi hermed også løsningerne til kun at udspringe fra en offentlig indsats - og så er det vel også at den offentlige sektor vokser… og vokser…

Hvis det alene er det offentlige sundhedsvæsen, der kan gøre os raske, overser vi, horden af fysioterapeuter, yogainstruktører og bjergvandrere, der hjælper os til at træffe nogle sundere valg for vores krop og sjæl. Hvis det alene er pædagogerne i børnehaven, der kan redde udsatte børn ved en tidlig indsats, negligerer vi værdien af idrætsforeninger og Grønspætterne.

Hvis vi tør opstille mål, hvor også andres indsats tæller med i effekten, kan det offentlige ikke tage hele æren, men dog få en indikator på, at vi ikke tog helt fejl! Men først og fremmest handler det om en holdningsændring: at den offentlige sektor ikke er hele løsningen…

4. juni 2019 - mål og resultatkontrakter

Under valgkampen så jeg, at et af partierne ville opstille et mål om at psykiatriske patienters levetid skulle forlænges med 5 år. Det er et ret godt mål - og ikke mindst nemt at måle uden at skulle sætte en helt masse nye registreringer op, for registreringer af hvornår vi dør, har vi såmænd allerede. Og så er det nemt at koble til hvornår en kategori af personer dør (altså når vi ser bort fra persondata-forordningen, men den lader vi ligger for nu!). Ud over, at det ikke kræver en hel masse nye registreringer fra medarbejdernes side, er vores levealder jo en meget god indikator på, om vi har det godt! Alt i alt et fint mål for om mennesker med psykiatriske diagnoser får det bedre af at være igennem vores system.

Som baggrundsmateriale til dette indlæg skyndte jeg mig ind for at finde en resultatkontrakt for psykiatrien. Jeg har nævnt det før: jeg har ikke meget forstand på vores sundhedsvæsen, men ved til gengæld rigtig meget om resultatkontrakter og deres tilblivelse... Denne kontrakt er desværre ingen undtagelse og indeholder ikke meget, der omhandler patienternes velfærd.

Under initiativet om "patienternes ønsker og behov" er der først et afsnit om at lave en recovery-mentor-ordning, hvor der skal være nogle møder med kompetencecenteret og afholdelse af kurser - og så skal der sørme også være data-komplet-hed i behandlingseffekten og implementeres nogle værktøjer - hvor der indtil videre er en handlingsplan. Så skal der være samarbejdsmøder mellem regionen og 9 kommuner - og målet for 2019 er at mindst 4 kommuner deltager. Og så skal der genneføres et forskningsprojekt med en pilotafprøvning - hvor så 10 patienter (endelig nævnes de!!) er inkluderet...

Jeg kan godt forstå, hvis den første reaktion på dette er, at det nok er nogle DJØF'ere, der har siddet og fundet på disse mål, som er helt langt væk fra patient-velfærden... Og selvom jeg aldrig har været i nærheden af at arbejde med kontrakter i sundhedssektoren, kan jeg faktisk godt høre argumenterne for, at den ser ud præcis som den gør: Det er helt sikkert en rigtig god ide med efteruddannelse af personalet og samarbejde om helhedsorienterede forløb for patienterne. Det er desuden nemt at følge op på om målet er nået eller ej, fordi det er nemt at tælle hvor mange medarbejdere, der nåede på kursus, og hvor mange møder, der blev holdt. Og pilotprojekter er mægtig gode, for så indfører man ikke en hel masse nyt over det hele, før man ved, om det virker efter hensigten.

Problemet med disse målinger er, at det er af aktiviteter i og ikke resultater af indsatsen. Det betyder, at man kun påviser, at man gør en hel masse og ikke nødvendigvis at det hjælper, det man gør. Hvis de ikke kobles med nogle mere overordnede mål om patienternes velfærd (f.eks. bedring eller levetid) bliver de altså temmelig løsrevet fra initiativet om "patienternes ønsker og behov".

Derfor synes jeg, det er vigtigt at blive ved med at understrege, at det er det forkerte vi måler på, og ikke nødvendigvis at det er forkert at måle! Men pointen om sammenhæng mellem aktiviteter og effekt kan være virkelig svær at få nogen til at indse, når målene skal udarbejdes.

9. februar 2019: Målinger er kommet for at blive...

DJØF-bladet har en dejlig artikel-serie, hvor de vælger et forskningsområde ud og beskriver forskningsprojektet, så man lige kan følge lidt med uden selv at skulle tilbage på skolebænken... Sidst handlede det om målinger - og at når en måling viser et dårligt resultat, så vender de målte sig ofte mod selve målingen. Forskningsprojektet tog udgangspunkt i gymnasier og deres målinger af f.eks. deres løfteevne - altså om eleverne klarer sig bedre i løbet af den tid der er gået og viste, at lærere på de gymnasier, som ikke havde så god løfteevne, mente at det var måle-metoden, der var noget galt i.

Jeg må indrømme at jeg tænkte "Er det virkelig genstand for forskning?" og ikke mindst - "er det et overraskende resultat?" I alle de år jeg har arbejdet, har jeg været med til at måle alt muligt: trivslen på arbejdspladsen, resultatmål til en resultatkontrakt (kommer de ledige i arbejde efter indsatsen fra Jobcenteret? er arbejdsmiljøet blevet bedre? Får borgeren behandlet sin hurtigt nok?) Altså alt muligt, som man skulle synes var rimeligt nok at have et mål for, så man kan se om den strategi man har egentlig har den ønskede effekt...

Og hver gang har dem, der fået et dårligt resultat på de her parametre, forsøgt at udfordre om ikke, vi har målt på noget forkert: misforstået spørgsmålet, taget udgangspunkt i de forkerte data - hver gang! Så derfor havde ovennævnte forskningsprojekt ikke en ukendt pointe - og desuden synes jeg, det er en meget naturlig mekanisme - at man forsøger at forsvare sig...

Men desværre er der jo nogen, der skal lave de her målinger og det er ofte en DJØF'er. Og baggrunden for den offentlige DJØF-bashing ligger for mig at se jo netop lige her: "hvorfor laver vi alle de målinger, der alligevel bliver gjort på den forkerte måde? Og i øvrigt kommer der heller ikke noget som helst ud af det!!!"

Jeg vil til hver en tid holde fast i at den menige DJØF'ers rolle alene er at udfylde et meget udbredt ønske om at måle og dokumentere og ikke sidder og finder på alle mulige nyttesløse dokumentationskrav for sin egen fornøjelses skyld, men det er nok på tide, at vi får kigget på de samlede dokumentationskrav og udvikler en metode, hvor vi med et mere enkelt fokus kan dokumentere, at indsatserne virker.

Målinger er kommet for at blive - vi skal blive ved med at finde ud af hvordan vi gør det bedst.

20. januar 2019: Alt er muligt - skal alt gøres?

I begyndelsen af det nye år læste jeg en klumme om målingernes tyranni. Klummen lå godt i tråd med med den kritik, der er af konkurrencestaten, men gik egentlig mere på det enkelte menneske end på samfundet. Argumentationen gik i al sin enkelthed ud på at jo mere vi kan måle, jo mere pres bliver der på den enkelte for at være den bedste i netop den disciplin, der måles. Jeg synes det er en pudsig mekanisme, at det bliver målingerne, der bliver kritiseret. Altså metoden - det at man overhovedet har et redskab til at sige at en præstation er bedre end en anden - og ikke det, at man så slår hinanden oven i hovedet med resultatet bagefter.

I sit privatliv såvel som i samfundet er det vel vigtigt at man træffer et valg om, hvilke mål der er de vigtigste. F.eks. har jeg er kortsigtet mål om at løbe en halvmaraton den 7. april 2019. Det mål har selvfølgelig gjort, at jeg presser mig selv lidt mere uge for uge, for selvom jeg virkelig PRØVER ikke at spekuelere på, om jeg mon kommer under 2 timer, så kan jeg ikke undgå at tænke i de baner eller blive vildt glad, når jeg får en masse positiv feedback på, at jeg løb 18,6 km i fredags... Jeg har også et langsigtet mål om at blive 105 og holde mig sund hele vejen.

De to mål hænger sammen og er blevet en naturlig del af min livsstil de seneste 10 år. Det er mine mål - jeg har bestemt, at det er dem, der er vigtige for mit liv. Resten skal selvfølgelig også helst være godt og med fremskridt og fylde mig med begejstring og overskud, men mit fokus ligger der - og så viser det sig sjovt nok at resten også følger med... Lige så stille og ad snirklede veje, men det går fint.

Som I kan regne ud følger der utrolige mængder af målinger og data med at blive løber! Jeg har en hel masse gadgets, lækkert løbegrej, app's og jeg-ska-gi-dig-ska-jeg, og jeg indrømmer blankt at nogle af alle de muligheder ind imellem får mig til at miste fokus på, at det mest handler om, at holde mig i gang og sund resten af mit liv.

Og måske er det det samme der er sket med målinger i samfundet? Hvis vi ikke jævntlig stopper op og kigger på, hvilke af de mange målinger, vi KAN foretage, der har størst chance for at flytte vores samfund i den retning vi helst vil, så sander det i debat om resultater af den enkelte måling. Og når vi så er på samfundsniveau bliver målingerne jo noget mere komplekse end hvor hurtigt, man kan løbe 18,6 km - og hvad det siger om ens mulige tid på 21,1 km om 2½ måned.

Så selvfølgelig kan man ikke bare have 1 mål og 2-3 delmål, når vi taler om hele samfundet. Men man kan godt kigge på styringskæden i det enkelte ministerium - hvilke mål er der overordnet for et politisk område, og hvor mange mål der er sat op for at følge udviklingen på området.

Udover at mange målinger ofte kan få os til at miste fokus på det vigtige, hører der til rigtig mange af disse mål ofte en højt betalt konsulentrapport, som vi så bagefter kan diskutere metoden og resultaterne af.

13. oktober 2018 - "forretningsgange og interne kontroller"

Administration er helt utroligt! Det er spændende, afvekslende og temmelig vigtigt! Det er nok ikke de første ord, der popper op i de flestes hoveder, når man siger administration, men ikke desto mindre er det sandheden! Og selvfølgelig skal det - som det meste andet i den offentlige sektor - effektiviseres og moderniseres, men det må helst ikke afvikles. Pointen er nemlig, at administration og dermed bureakrati tjener et ædelt formål - nemlig lige, retfærdig og lovmedholdelig fordeling af offentlige midler, tilbud og service. Og inde i den administration ligger også nogle helt faste forretningsgange og interne kontroller, der skal sikre at alt går efter de mange love og regler på området, "God forvaltniningsskik" og "Kodex VII - de 7 centrale pligter" for embedsmænd. Samtidig skal de understøtte politikudvikling, omstillingsparathed og innovation. Det er noget det allersværeste at få til at hænge sammen og samtidig noget af det, jeg synes, er allersjovest ved at være embedsmand: Finde en måde, hvor alle ved hvad der er op og ned på proceduren. Og proceduren skal på en snedig "iboende" måde kontrollere at tingene går rigtigt til - uden at tage fokus fra kerneopgaven. Hvad er smartest? Endnu et nyt it-system, der sætter ind med den rigtige, målrettede overvågning? Sætte et ekstra chefled ind til kontrol af alt det, der går igennem systemet? Lange vejledninger, der tager højde for alle mulige scenarier en sagsbehandler kommer ud for i løbet af en dag? En kombination? Mit arbejde er løbende at tænke i disse baner - og er det vigtigt? JA! For ellers er det ikke sikkert vi hver især får den service vi er berettiget til - og ellers er det næsten helt sikkert, at vi får flere historier som den om de 111 mio. kr. i Tilskudsadministrationen i Socialstyrelsen...

29. september 2018 - de flyvende data.

I mit nuværende arbejde er jeg en del af en tværgående data-enhed. Her udvikler vi modeller, analyser og redskaber, så vi kan træffe bedre beslutninger på baggrund af data. Ind i mellem spiser vi også morgenmad sammen. Vi er en tværgående enhed og arbejder oftest sammen 2 og 2 med konkrete modeller eller programmer. Derfor er det rart også at mødes uden at skulle producere noget konkret, men udveksle ideer og inspirere hinanden. Der er ingen tvivl om at vores produkter bliver bedre fordi der er flere øjne på dem!

Vi taler også mere løst og fast om, hvordan vores arbejde bliver modtaget i organisationen. Det er relativt nyt, at vi så målrettet opstiller analyser, der fortæller noget om effekten af de beslutninger, der bliver truffet med udgangspunkt i data. Langt de fleste er meget glade for det, vi laver! Hver gang vi kommer med noget, kunne de godt tænke sig lidt mere, en anden vinkel eller flere muligheder i værktøjet. Det er herligt at mærke, at vi helt konkret forbedrer beslutningsgrundlaget i stort og småt. 

Desværre er der rigtig mange af disse "ekstra ønsker", der er temmelig urealistiske - for de er slet ikke baseret på noget, der bliver registreret - og så er det vanskeligt at lave databaserede analyser på det! Det er klart, at det ville være optimalt, hvis data var noget, der på magisk vis selv fandt vej ind i det system, jeg laver analyser med - eller bedre endnu lige ind i mit hoved - UDEN at der er nogen, der skal sætte nye hakker eller krydser! Sådan er det desværre bare ikke i virkeligheden...

Derfor bliver der nogen gange udviklet nye systemer, indført nye måder at gøre tingene på, så vi får bedre registreringer af, hvordan love, tiltag og beslutninger føres ud i livet - i virkeligheden. Det kan f.eks. være store nye it-systemer som sundhedsplatformen eller AMANDA (som jeg skrev om sidst) eller mindre ændringer i de allerede eksisterende programmer, så sagsbehandlerne får nye billeder at arbejde - og dermed registrere - i.

Samtidig prøver vi at finde nye måder at indsamle data på. Kører alle hjemmehjælpere på el-cykel? Skal vi så prøve at samle data ind via cyklerne? Kan vi i det hele taget hente viden om processer uden at nogen skal tage tid fra den omsorg, der er deres kerneopgave - nogle gange kan vi, andre gange kan vi ikke...

Nogle indvender, at det vel er bedre bare at have tillid til at folk passer deres arbejde, så godt det overhovedet kan lade sig gøre! Med data får vi en mere samlet og overordnet viden - og hvad nu hvis de data viser os en bedre og mere effektiv vej? Så synes jeg det er en god ide at gøre det i stedet.

10. september 2018 - hvad hænger reformer egentlig sammen med?

Så kom første udspil til Sammenhængsreformen. Jeg skal skynde mig at skrive, at jeg - trods alle intentioner - endnu ikke har fået læst, hvad den helt konkret går ud på - jeg har set overskrifter og kommentar-spor. Alligevel er jeg rimelig sikker på, hvad der kommer ud af den: økonomiske besparelser på administrationen de kommende 4 år - uden at der helt præcist bliver peget på, hvad det er, der ikke længere skal administreres. Som jeg har skrevet tidligere medfører stort set alle love og bestemmelser, indsatser og tiltag en eller anden form for bureaukrati, der skal sørge for, at vi nu også lever op til det, der er besluttet.

Hvis denne reform - mod min klare forventning - alligevel skulle reducere det administrative bøvl, er der jo nogen, der rent faktisk skal lave en opgørelse eller undersøgelse, der viser, at det er tilfældet!! Altså en måling af en art, der indikere at noget er blevet nemmere efter reformen trådte i kraft. Ellers kan man jo ikke dokumentere det... 

Og dermed ikke sagt, at der ikke er masser af områder, der kan trænge til en kærlig gennemgang af regler og bureaukrati! F.eks. gennemgår man i disse år beskæftigelsesområdet med tættekam for at kunne give sagsbehandlerne frihed til at vælge, hvilke tiltag, der er bedst for den enkelte ledige, der kommer ind ad døren.

Disse forenklinger af reglerne har bare ikke rigtig noget med Sammenhængsreformen at gøre! Det er nemlig en del af Moderniserings- og Effektiviseringsprogrammet, som er aftalt mellem regeringen og KL igennem flere års økonomi-aftaler (som jeg skrev om sidst (3-9-18)). Her er kommunerne underlagt en samlet besparelse over de kommende år, mod at regeringen finder halvdelen ved at forenkle reglerne forskellige områder.

På den måde vil en kommende evaluering af sammenhængsreformen højst sandsynligt blande nogle reformer sammen, når den skal regne ud om, den gav gevinst. Det er der såmænd ikke noget nyt i. Det irriterende er, at - netop fordi tingene bliver blandet lidt sammen eller ikke helt kan skilles ad - så kan den, der læser rapporten få stort set hvad som helst ud af den.

Og så står vi tilbage med et korps af konsulenter, der skal pege på en hel masse smart, der vil være godt at lægge vægt på i den næste reform - og ingen vil rigtig vide, om det virker... Den sammenhæng kunne det være skønt at få belyst.

6. august 2018 - Persondataforordningen

Uh - jeg kan næsten mærke at nu trækker det op til et spændende afsnit - om personadataforordningen! Der er brugt mange kræfter og megen energi hele dette forår - frem til 25. maj - på perosndataforordningen. Og nu er din indbakke sikkert fyldt med vidnesbyrd om, at du har givet adgang til en hel masse registreringer af dine data. Og rigtig mange steder og i mange sammenhænge er det blevet lidt latterliggjort eller fremlagt, som noget vi er blevet pålagt af EU... Og ja, det er vi - i år 2000! Den 25. maj blev der egentlig bare indført bøder for overtrædelse... Det er mange år med mange registreringer uden at beskyttelsen af data nødvendigvis var sat i system - også for de mere personfølsomme af slagsen. 

Heldigvis er det ikke det samme som at det hele bare sejlede rundt! Og ihvert fald i det offentlige (hvor jeg jo opholder mig det meste af tiden) har der været ret godt styr på brugen af de registre, man har ansvaret for. Da jeg startede med at lave statistik tilbage i begyndelsen af årtusindet fandt vi på at lave en undersøgelse af om indvandrere og ders efterkommere oplevede flere og mere alvorlige konsekvenser af deres arbejdsskader - altså se om indvandrere og efterkommere havde højere méngrader eller højere erhvervsevnetab end etnisk danske kolleger.

Jeg kan faktisk i skrivende stund ikke præcist huske, hvad undersøgelsen viste, men jeg kan huske, at det tog rigtig lang tid at få fat i etnicitet og herkomst som parameter, OG at dem der hjalp mig med at finde det frem, syntes det var noget mærkeligt noget overhovedet at måle på! Altsammen for mindre end 20 år siden!! Det var ikke en del af vores almindelige registre - men i dag er der vel næppe nogen, der sender sine børn i skole uden at have tjekket skolens etniske sammensætning... 

Og det får mig tilbage til de personfølsomme oplysninger: dem der kan identificere, hvem du er og om du tilhører en særlig gruppe med særlige ideer. Og det er DERFOR, det er en rigtig GOD ide, at vi skal give samtykke til at oplysningerne bliver gemt og muligvis delt og kørt sammen med noget andet!

Det kan godt være, at et register er helt uskyldigt og ligegyldigt nu, men det bliver det ikke nødvendigvis ved med at være.

12. juli 2018

Jeg er ikke fortaler for spildtid og timer væk fra kerneopgaven - slet ikke! Men ideen er, at når Folketinget har vedtaget en lov eller Byrådet har iværksat en indsats, så vil man som hovedregel gerne kunne dokumentere, at det virker! Uanset om den indsats eller lov gælder særlige indsatser overfor personer mellem 25 og 30, som ikke har fået en ungdomsuddannelse eller nye fartgrænser på motorvejene. Hver gang er det rart at vide at indsatsen har en effekt - om man er tættere på det man ønskede at opnå!

Og det er svært at vide, hvis man ikke laver nogle registreringer! Før - under og efter at et tiltag er sat i værk. Nogle gange er denne øvelse relativ enkel - der er allerede udviklet et sagsbehandlingssystem, der sætter en masse koder, som gør det rimelig nemt at se om, der sker ændringer i indsatsen. Andre gange er der ikke udviklet noget som helst, og jeg er nødt til at tænke helt fra grunden hvordan man overhovedet skal måle om indsatsen virker - måske endda længe efter den er sat i værk. Og så kan det være det nemmeste at se om personalet laver nogle andre ting nu end de gjorde før - altså tidsregistrering.

Er det genialt at bede pædagoger og sygeplejersker bruge tid på at registrere, hvad de har lavet i løbet af en dag i stedet for at være sammen med børnene eller de syge? Næh, overhovedet ikke! Men hvad så når en eller anden finder på at spørge om indsatsen har virket? Altså, "vi satte 20 millioner af på finansloven til at give børnene en bedre dagligdag, har de så fået det bedre?"-spørgsmålet. Og med ca. 20.000 daginstitioner vil det også tage temmelig lang tid og være ret ineffektivt at spørge hver enkelt.