15. april 2022 - Vinklen på historien

Jeg er gået i gang med at læse Jesper Tynells ‘Mørkelygten’, og det har slået mig fra allerførste side, at journalister er langt bedre til at vinkle historien, end vi embedsmænd er. Det, der så skummelt lyder navnet "at svinge mørkelygten", handler om at få skrevet noget frem i en sag eller historie, som er det man gerne vil have læseren til at læse, spekulere over - eller træffe beslutninger om. Det hedder egentlig også spin - og en af de kendteste, vi har haft til det herhjemme, er journalisten Henrik Quortrup.

I slutningen af 90’erne begyndte man altså at ansætte særlige politiske rådgivere til at vinkle historier og sager, så de passede ind i den politik, man gerne vil føre. Og siden man var nødt til at rekruttere fra en helt anden profession end normalt, går jeg ud fra at det var fordi, at det eksisterende embedsværk ikke var specielt gode til det…

Både spin og mørkelygte hælder til den negative betydning af ordene, som får det til at lyde som om, at man forsøger at holde noget hemmeligt eller væk fra læseren. Og jeg tror egentlig ikke, at Jesper Tynell reelt mener, at ved at have interviewet 41 embedsmænd om konkrete cases, kan slutte at alle sager, der involverer alle 44.000 ansatte i Centraladministrationen altid håndteres med spin og mørkelygte. Men det er altså ikke nogen særlig interessant historie at skrive bøger om!

Når det er sagt, er det jo klart en balancegang. For når ens job er at beskrive komplekse problemstillinger, er det ofte nødvendigt at skære stoffet til, for overhovedet at kunne fremstille sagen som noget, der kan træffes beslutninger om. Det kan efterfølgende ligne, at helt centrale elementer i en sag er blevet udeladt og så bliver det store spørgsmål, om det er sket for at sløre vigtige oplysninger og elementer - eller for at fremme en beslutning.

I forhold til embedsværket, handler det vel om, hvorvidt man tænker på det med mistro eller tillid. Og selv er jeg ret sikker på, at langt de fleste sager slet ikke er i nærheden af spin og mørkelygter. Jeg baserer denne skråsikkerhed på, at beslutninger i Centraladministrationen generelt træffes efter mange skriverier frem og tilbage på uendelige notater og formuleringer, kloge mennesker, der mener mere og andet end, om ‘som’ skal erstatte ‘der’, for at få den rigtige betydning frem.

Og ind imellem drukner fremstillingerne i interne magtkampe, forhastede beslutninger eller politik i strid med lovgivning eller konventioner - og det er derfor Folketinget nedsætter undersøgelseskommissioner og udvalg: for at finde ud af hvornår det blev besluttet at udelade vigtige oplysninger - og hvem der traf den på hvilket grundlag.

19. juli 2020 - har embedsværket virkelig overtaget kommunerne?

Ind imellem kører der en debat, om hvorvidt embedsværket i kommunerne reelt set er dem der har magten, og politikerne karikeret set bare blåstempler det, forvaltningen når frem til. Debatten kører i nogenlunde samme rille hver gang den dukker op: problemstillingerne er for komplekse for deltids-politikere, som så undlader at træffe beslutninger; embedsværket kører egeninteresser og vil ikke spare årsværk. I debatten kommer flere selvsagt med den samme løsninger som de altid gør: mere af det samme! Flere møder og dialogfora versus mere udlicitering og privatisering. Uanset hvilken fløj man tilhører, er det vanskeligt at se ud over ‘plejer’.

Og lad det være sagt med det samme - jeg har ikke opfundet noget nyt, der løser problemet! For selvfølgelig er det et problem, hvis politikerne føler sig umyndiggjort og embedsværket har taget over! Og mange af problemstillingerne, der skal løses er ofte vanskelige, og meget afhænger af hvordan en sag fremstilles. Bliver det løst af endnu flere møder og fora? Jeg forestiller mig, at de også er tidskrævende! Bliver det løst af endnu mere udbud? Jeg regner med, at udbuddet skal tjekkes for jura og økonomi og overvåges for efterfølgende leverancer helt på lige fod med alt andet offentlig forvaltning!

En ofte fremført påstand er, at embedsværket aldrig vil spare deres egne årsværk væk - lige præcis deres stol er cirka den vigtigste i verden! Der er det ret smart at have finansministeriet! De er sådan set ligeglade med hvis stol, de tager, bare der kun er de mest effektive funktioner tilbage. Og det gælder også ud i kommunerne med Økonomiaftalen mellem KL og regeringen. Den måde de er bygget op gør, at selv hvis en kommune finder olie og bliver styrtende rig, er der grænser for hvor meget man må bruge sat op i rammerne. En anden - og måske vigtigere - præmis er, at ikke alle kommuner har mange penge og skal spare og effektivisere af helt basale økonomiske årsager.

Kommunerne løser mange forskellige problemer. Det kan være relativt enkle ting, som at sørge for vedligeholdelse af veje og fortorve og forskønne med klimatilpassede blomsteranlæg. Ikke fordi det er en speciel nem opgave, men det er nemt at forstå, og derfor nemt at tage stilling til om det er en god eller en dårlig ide. Det kan også være virkeligt vanskelige forhold som anbringelse af børn, drift af en skole eller et plejetilbud - beslutninger om hvad vi ikke skal, hvis vi skal det her.

Det betyder at sagsfremstillingen - altså politikernes grundlag for at tage en beslutning - skal være så enkelt og præcist som overhovedet muligt. Det skal belyse de væsentligste sider af sagen og opstille alternativer og fremlægge konsekvenserne af at vælge det ene eller det andet. Det kan man ikke altid gøre kort og det kræver nogle rigtigt dygtige embedsmænd. Arbejdet som kommunalpolitiker kræver da også, at man på den ene side sætter sig ind i stoffet og på den anden side tør spørge, hvis der er noget der er uklart!

Men for at det hele skal lykkes kræver det især en god dialog mellem en åben forvaltning og nysgerrige politikere. Vi skal gøre en dyd ud af at forenkle i stedet for at komplicere og være åbne for politikernes mange spørgsmål. Dialogen kan sagtens ligge inden for de eksistrende rammer af notater og sagsfremstillinger, og man behøver hverken at sende opgaver i udbud eller nedsætte dialoggrupper.

14. september 2019 - lad os få flere vinkler med!

Så har Kasper Colling kastet sine kræfter ind i klimakampen og er blevet taleskriver for Dan Jørgensen. Jeg håber han kan gå ind som modvægt til den mere kalkulerede kommunikation, der er i et departement, og som i forenklingens hellige navn kan gå hen og blive noget mudret…

Og lige præcis klimadebatten er mudret, for på den ene side er der efterhånden bred enighed om, at vi er på gale veje og at ruten til afgrunden er brolagt med vores enorme overforbrug. Det har ‘man’ sagt i hvert fald siden jeg blev bevist om disse ting en gang i 80’erne. På den anden side skal man tage hensyn til alle de vælgere, der gerne vil have nye ting hele tiden og ikke mindst alle dem, der producerer de nye ting… Og når debat og trends peger i to forskellige retninger, skal der en del til at rumme det hele! Jeg er virkelig glad for at Colling gør (tør!) det, og håber at det lykkes ham, at formidle de svære budskaber, så vi alle ser lyset og ændrer vores handlemønstre.

Jeg tror nemlig, at der er en grund til at de færreste embedsmænd går ud og er super skråsikre på dette og hint. Vores primære formål er, at få skabt grundlaget for et kompromis, som alle (også dem det går ud over!) kan leve med. De hensyn der skal tages for at nå dertil, er sjældent særlig lette at formidle ud i en større sammenhæng. Og selvom man er en knag til beregningsgrundlag og sagsfremstilling er det ikke sikkert man er god til at finde en punchline, der kan skabe overskrifter.

Jeg håber vi kan se flere af disse typer af embedsmænd og glæder mig over at der de seneste år er kommet folk som Rane Willerslev, Kasper Holten og nu Kasper Colling ind (jeg hører gerne, hvis der er nogen jeg har overset - disse tre herrer larmer en del i mit newsfeed). Vi har i den grad brug for at se samfundet fra mange forskellige vinkler!

25. august 2019 - kunstner vs. embedsmand

Jeg er ved at læse Knausgårds Min Kamp - det har jeg været i mange år, men nu er jeg endelig næsten halvvejs i Bind 6, som er en lidt hård nyser, at komme igennem… jeg er nået til et afsnit hvor han beskriver Hitlers liv - muligvis for at forklare hvorfor bogen hedder Min Kamp, men det går lidt hen over hovedet på mig - men pointen her er, at Hitlers far var Toldembedsmand, og at Hitler drømte om at være det modsatte af ham og altså gerne ville være kunstmaler.

Lige først studsede jeg lidt over, at det ligefrem skulle være hinandens modsætning og kom endda også i tanke om, at DJØF’ere i mere eller mindre ophedede debatter er blevet sammenlignet med nazisterne og beskrevet som totalitære. Men ja, der er virkelig langt fra kunstnerens til embedsmandens rolle. Bureaukratiets fornemmeste rolle er at sørge for, at alle bliver behandlet lige, hvilket for mig ikke er særlig kunstnerisk, men også det stik modsatte af nazisme og totalitære regimer.

Når jeg skal oversætte dette til noget konkret betyder det, at jeg skal fremskaffe et oplyst og gennemarbejdet beslutningsgrundlag til politikerne. Grundlaget skal først og fremmest afspejle politikernes holdning og ønsker, og langt hen ad vejen skal det også være clearet af med interesseorganisationerne på området, de andre partier og de økonomiske forudsætninger. Det er der altså ikke meget kunstner over! Men derfor kan det godt ende med at man skal være særdeles kreativ for at få enderne til at mødes: på de fleste politikområder er der nemlig masser af interessenter og faggrupper og dertil kommer seneste forskning, befolkningens krav og viden. Altså bliver langt det meste lovgivning et kludetæppe af kompromisser, hvor alle konsekvenserne af disse kompromisser er beskrevet i lovbemærkningerne…

Alt efter øjnene der ser, kan resultatet af alle disse kompromiser og hensyn såmænd være et lige så stort mesterværk, som så meget andet, vi bruger vores skattekroner på, og det kan aldrig blive et totalitært regime. Tager det lang tid? Ja! Bliver det altid smukt? Nej! Er det vigtigt og den eneste rigtige måde at gøre ting på i et demokrati? JA!

19. maj 2019 - valgkamp!

Valgkampen kom i gang - kampen om opmræksomheden! Og her kan man ikke påstå, at min ide om samtidighed også betød at der rent faktisk kom en kvalificeret debat om de emner der både vedører Europaparlamentet og EU og Folketinget og Danmark... Det er ærgeligt, fordi tingene hænger sammen. Jeg krydser fingre for, at rigtig mange er i valg-mode og husker at gå ned at stemme næste søndag, og endda føler at vi kan træffe et kvalificeret valg.

Men kampen om opmærksomheden medfører som sædvanligt, at det fyger rundt med beløb og tal, fakta og fup og hurlumhej - og jeg havde forestillet mig, at jeg ville bruge denne blog til at prøve at kommentere på noget af det, men der er simpelthen for meget, der kommer farende, til at jeg kan nå at formulere det i hovedet og sætte mig til tasterne, inden der kommer noget nyt.

Så derfor, på den helt private note: valgkampen og valget betyder, at det er rigtig svært at lægge budgetter i en kommune! Mest fordi der ikke er nogen økonomi-aftale at forholde sig til. Økonomiaftalen er aftalen mellem den siddende regering og KL, der fastlægger rammerne for kommunernes økonomi det kommende år. Og det er ikke bare det samme som sidste år - og slet ikke når der nu er mulighed for at vi får en helt ny regering... Økonomiaftalen har indflydelse på hvor, der lægges op til besparelser og hvilke områder, der kan se frem til friere råderum. Og ikke mindst - hvordan ser anlægsrammen ud de kommende år?

Kommunerne har under et overskredet anlægsrammen både i 2017 og 2018 med væsentlige beløb. Anlægsrammen er opstået blandt andet, fordi offentlige aktiviteter i milliardklassen kan mærkes i økonomien - efterspørgslen efter entreprenører osv. påvirkes jo også af offentligt byggeri. Samtidig står mange kommuner med en nedslidt bygningsmasse. En af mine klassekammerater fra folkeskolen har sine børn på samme skole, som vi selv gik på i 80'erne, og vi kan se at skolen ligner sig selv fuldstændig. Så vi krydser fingre for, at nogen har vasket gardinerne i mellemtiden!

Ind imellem pipper små indlæg op om, at vi er nødt til at gøre noget ved det anlægsloft, for der er stor efterspørgsel efter moderne skoler, daginstitutioner, plejecentre og ikke mindst cykelstier og infrastruktur - og når jeg nu sidder med anlægsstyringen i en mellemstor omegnskommune, så er det altså RET vigtigt at finde ud af hvordan DEN aftale lander! Så jeg krydser fingre for en hurtig aftale, når valget er overstået.

5. maj 2019 - valg-måned!

 Så kan der ikke være længe til at valget til Folketinget bliver udskrevet - forhåbentlig i den kommende uge, så det rent administrativt falder sammen med valget til Europaparlamentet, og vi ikke skal spilde unødige ressourcer på at afholde 2 valg inden for kort tid!

Problemet med det er bare, at jeg her på bloggen 1. januar lovede mig selv at nå at sætte mig grundigt ind i både det ene og det andet valg - og hvis de nu ender med at ligge samme dag, så er jeg ikke sikker på at jeg kan holde det løfte - æv! Jeg er nemlig ikke rigtig kommet i gang med nogen af valgene...

Jeg er nok tilbøjelig til at læne mig for meget op ad journalistikken og tage de store mediehuse i brug, når jeg skal orientere mig, og det er vist en klar fejl, hvis man gerne vil vide noget andet og mere end lige de allermest sensationelle overskrifter - og ingen af dem handler særlig meget om valget til Europaparlamentet. Det er jeg ked af, for jeg synes dette valg er ret vigtigt - og nu har jeg så 3 uger til at sætte mig ind i sagerne.

Ok - jeg ved så meget, at Europaparlamentet udarbejder lovgivningen i EU i samarbejde med Rådet - som består af medlemslandendes respektive ministre for et givent område. Jeg kan se af Parlamantets hjemmeside, at de har 23 udvalg, hvoraf en hel del af dem har med økonomi at gøre - enten direkte eller mere indirekte via "Det indre marked", "Regional udvikling" eller "International handel". Herudover er der mange andre fagområder, som for eksempel "Fiskeri", "Landbrug", "Miljø".

Alle udvalgene omhandler altså noget, der også er genstand for debat herhjemme: fiskekvoter, pesticider i drikkevand, udflytning af arbejdspladser - så kan det altså godt ende godt, at de to valg ligger samtidig. Så kan vi da diskutere disse vigtige emner i det brede, fjerne og det nære perspektiv, og måske endda få en sammenhæng i de to niveauer - hvis ikke i virkeligheden, så i hvert fald i debatten.

Spændende - jeg glæder mig allerede!

16. februar 2019 - jeg tror aldrig jeg rigtig vænner mig til det...

Til september har jeg arbejdet med budgetter, regnskaber, resultatkontrakter og årsrapporter i 20 år. Og alligevel vænner jeg mig nok aldrig rigtig til denne periode. Over et par måneder er vi ved at gøre det gamle år op, lave opsamling på de første måneder af indeværende år og lægge strategier for det kommende år.

Det er altid som om at det hele skal være færdigt på den halve tid - og som om vi i vores enhed har forskelligt fokus hele tiden: En sidder og nørder regnskab, hvor der er en hel masse regler, der skal overholdes, så revisionen ikke har for mange bemærkninger. En anden sidder og bygger måle-redskaber, så årets opfølgning kan køre så smertefrit som muligt og lære af sidste års knaster i processen. Og en tredje sidder og kigger i krystalkuglen og tænker på strategiske mål og indsatser. Og næste dag er rollerne byttet rundt, for vi har alle hver sin andel af de tre elementer.

Jeg elsker faktisk denne periode, fordi det er her det er tydeligst, hvordan sammenhængen er mellem det vi drømmer om, det vi siger og det vi gør. Her hvor der virkelig er brug for hele ens faglighed og opfindsomhed for at holde fokus på den lange bane og det seje træk. Det er nu det bliver tydeligt, at resultatet af de mål, vi har opstillet, afhænger af de midler vi sender efter dem. Men for de gøremål, der ligger udenfor arbejdet, er det en hård tid...

20. september 2018 - hvad med eksperterne?

For tiden har jeg en debat kørende på Facebook med en af mine venner. Det startede med, at han delte et debatindlæg fra Politiken fra en læge, der er meget i mod sundhedsplatformen og styringen af sygehusene. Nu er vi nået hen til en snak for og imod eksperter... 

Det fik mig til at tænke på, at debatten om eksperter og demokrati er et meget relevant emne her på denne blog - måske endda hele pointen med min blog. I hvert fald er det ikke et emne, jeg kan fatte mig i korthed om, så derfor kommer dagens indlæg til at handle om netop det.

Jeg er - før jeg er noget som helst andet - demokrat. Jeg mener dybest set, at den mest grundlæggende frihedsrettighed, vi har, er friheden til at kunne bestemme, hvem der bestemmer. Jeg mener dernæst, at verden er kompleks og uoverskuelig, og at ingen mennesker kan gennemskue, hvad der er de mest hensigtsmæssige beslutninger - alene. Derfor tror jeg på, at det repræsentative demokrati, hvor vi stemmer på dem der skal bestemme, er det bedste. Når det så er endda koblet med et relativt højt uddannelses- og vidensniveau, så er der stor chance for, at vi som befolkning godt kan gennemskue, hvem vi stoler mest på til at føre netop vores argumenter frem, når der skal træffes beslutninger.

Men som sagt er verden kompleks og uoverskuelig - og derfor har vi brug for eksperter! Eksperter, der kan forske, guide og ytre sig - rådgive, hjælpe, vide og ikke mindst fremhæve vigtige pointer fra netop deres faglighed. Det være sig læger, der rådgiver om sundhedsplatformen, eller økonomer, der ytrer sig om de økonomiske konsekvenser af forskellige beslutninger.

Men eksperter har ofte svært ved at se ud over deres egen faglighed - uanset om det er pædagoger, læger, økonomer eller murere. Derfor synes jeg politiske beslutninger skal træffes ud fra det værdisæt, vi har valgt vores politikere på. Uanset hvor meget jeg mener, at økonomien skal hænge sammen og mit regneark skal stemme - så er det enhver politikers ret at prioritere anderledes på baggrund af sine værdier. 

Kan politikere så godt træffe beslutninger, der er helt ude i hampen? Jep! Man skal bare huske, at det der nu, er en indlysende pointe, godt kan have set anderledes ud, da man traf beslutningen.

Jeg var med, da de daværende Arbejdsformidlinger skulle implementere AMANDA. Et it-system, der skulle forenkle registreringer og opfølgninger - og ikke mindst understøtte det politiske krav om at kunne dokumentere, at beskæftigelsesindsatsen var en succes. Det it- system kostede en formue og der gik lang tid og mange udrulninger af nye versioner før det rigtigt kom til at virke. I begyndelsen virkede det som jordens mest tåbelige beslutning at indføre det... Men det system, vi havde før, var så forældet, at det gik ned og vi sad med sort skærm og måtte notere aftaler med ledige og virksomheder på papir for så at lægge det ind i systemet senere. Alt sammen stort set dagligt - og det gjorde AMANDA i det mindste ikke. Samtidig var det næsten umuligt at trække statistikker om de ledige ud af det gamle system, så vi kunne ikke rigtig dokumentere, at vi fik noget ud af de enorme summer vores aktiveringsindsats koster.

Så ud fra andre hensyn var det en virkelig god beslutning at få et andet system! Og ja, det kunne have været godt at få noget mere rådgivning om fremtidige teknologiske muligheder og inddraget brugerne noget mere - alt sammen fejl man skulle synes var nemme at undgå her næsten 20 år senere. Blot kan vi konstatere at nej, det havde det offentlige ikke helt lært endnu - og så endnu engang krydse fingre for at næste it-projekt i det offentlige bliver endnu bedre!

3. september 2018 - stramme rammer

I går skrev formand for DJØF Offentlig på sin facebook-profil, at det er blevet sæson for jagt på DJØF'erne - det er nemlig i disse dage finansloven og de andre offentlige budgetter i regioner og kommuner meldes ud. Det betyder som altovervejende hovedregel, at der er nogle områder, der får tildelt for få midler - og at det er os der sidder med regnearkene, der altid vil spare penge.

Og det er rigtig nok - som budgetmedarbejder er det rigtig ofte, at jeg siger nej. Ind imellem drøner jeg dog en hel masse puljer igennem for at se om ikke der skulle være nogle ekstra penge til støttekrævende børn og unge eller til at bygge et nyt sundhedshus for, men ja, ofte er svaret, at der simpelthen ikke er "ramme" til flere tiltag.

Kommunal økonomi indgår i et temmelig kompliceret system. Kernen af systemet er en aftale mellem regeringen og KL, som sætter næste års rammer for de 98 individuelt selvstyrende kommuner - samlet set. Det er det "rammerne" betyder: at kommunerne i den samlede offentlige økonomi ses under ét. Og den indgåede aftale skal så (pudsigt nok!) overholdes. For hvis kommunerne - igen samlet set - overskrider de aftalte rammer, skal de betale bloktilskud tilbage. Kort sagt afregning ved kasse et.

Nogle gange kan man fristes til at tænke, at dette komplicerede ramme-system er udtænkt af en særlig snedig DJØF'er, der tænkte, at jo mere kompliceret, vi laver det, jo flere regneark, får vi brug for.

Men andre gange - især når jeg husker de grundlæggende elementer af de økonomiske teorier - giver det egentlig meget god mening, sådan at anskue den offentlige økonomi samlet set - og måske endda lidt ovenfra. For i det lys kan man se, at vi for tiden har højkonjunktur og f.eks. godt gang i byggebranchen. Det betyder allerede høje priser på om- og nybyggeri - og lange ventetider hos håndværkerne.

Og hvis man så lige propper helt uhæmmede mængder af offentlig byggeri oveni, ja så stiger priserne på byggerierne endnu mere. Og derfor synes jeg faktisk det giver god mening at begrænse omfanget af offentlige anlægsprojekter...

Er det ærgerligt for den enkelte daginstitution, der skriger efter en renovering? Eller den skole, der mangler ventilation til indeklimaet? JA!! Og det er også derfor, at der sammen med at få vedtaget budgettet ligger en opgave i at prioritere, hvilke af de mange opgaver der venter, der skal vente endnu længere, og hvilke der kan sættes i gang i det nye budgetår... 

Og den prioritering skal have et godt fundament - og det er min opgave at sørge for det fundament. Så på den måde kan man jo godt sige, at det er mig der siger nej - for det er jo netop i den proces, der bliver sagt nej! På den anden side kan man også sige, at min faglighed er med til at sikre et overblik, der sætter de rigtige projekter henholdsvis i gang og på hold.

Som jeg har skrevet flere gange er det stadig ikke mig, der træffer de endelige beslutninger - det har jeg (folkevalgte!) folk til!

28. juli 2018 - rollefordeling

Den seneste måned har jeg naturligvis forsøgt at gøre lidt reklame for bloggen - også til andre DJØF'ere, som alle er blevet glade for mit initiativ. Det er nemlig generelt svært at forklare, hvorfor det også er en faglighed at skyde ideer ned, fordi de ikke hænger sammen økonomisk - og at det ikke er fordi jeg er ond jeg gør det, men fordi det ikke hænger sammen økonomisk!

Min rolle som økonomisk konsulent er at sikre, at de tiltag, der stilles op, er finansieret - uanset hvor jeg er ansat. Langt de fleste ideer koster penge - både på kort og lang sigt! Derfor er det mig der stiller spørgsmålet - hvor skal pengene komme fra?

I det private (som jeg helt ærligt ikke kender ret meget til), kommer pengene fra overskuddet og i det offentlige fra bevillingen. Eftersom ingen pengekasser er uendelige, skal der prioriteres og omfordeles imellem, hvilke tiltag der skal iværksættes. Det vil mere konkret sige, at nogen skal overbevise nogle andre om, at det tiltag eller den ide er en god ide! 

Og selvom jeg stiller alle de dumme spørgsmål om finansiering og om det nu kan hænge økonomisk sammen, betyder det ikke at jeg synes ideen er dårlig - MIN opgave er bare at få den samlede pengekasse til at hænge sammen.

1. juli 2018

Jeg er - som det også fremgår af siden "baggrund" - statistiker-revisor-økonom. Det er næsten indlysende, at jeg sidder bag et regneark (eller faktisk mange) hver dag. Det er nu engang det nemmeste, når ens arbejde er at lægge utrolig mange - og ret store - tal sammen... Regneark er genialt! Og det er min opfattelse, at det er muligt at lægge stort set alt ind i et regneark - men det er også min opfattelse, at ikke alt skal lægges derind!! Overhovedet!

Min fornemmeste opgave er at lave beslutningsgrundlag - enten til min nærmeste chef eller det politiske niveau. Mine analyser tager udgangspunkt i de bevillinger politikerne har givet til området - mest fordi der ofte er en klar sammenhæng mellem det politikere synes er vigtigt, og det de giver penge.

Og mine analyser gør politikerne klar over, hvor lidt eller hvor meget de kan få for de bevillinger, de sender i en given retning. De økonomiske opfølgninger følges af andre parametre end lige økonomi - f.eks. beskæftigelsesdata, antallet af borgere i en særlig situation eller udviklingen i administrationsomkostningerne ved en given ordning...

Mulighederne er mange - for der gives bevillinger til alt i den offentlige sektor! Ellers må man nemlig slet ikke noget.

Og ideen er så, at jeg fremlægger opfølgning på de givne bevillinger og skal sætte politikerne i stand til at træffe en beslutning på et oplyst grundlag om, hvor de skal sende penge hen næste gang. Og det grundlag er jeg ret glad for bliver fremlagt - for hvad skulle de ellers træffe deres beslutninger ud fra...

Del siden