21. november 2019 - økonomi på BogForum

På BogForum i weekenden var jeg så heldig at høre den sydkoreanske økonom Ha-Jon Chang og fik købt hans to bøger, der er kommet på dansk. Jeg har af gode grunde ikke fået læst bøgerne endnu (arbejder mig stadig igennem Knausgaard), men bare det han sagde i de 3 kvarter var nok til at vide, at jeg har fundet en, der er værd at læse! Og lytte til!

En af hans vigtigste pointer er, at man ikke skal tro på alt hvad man hører - heller ikke fra økonomer! Det er især f.eks. ‘nødvendige tiltag’ og ‘nødvendig politik’, der skal få en til at spidse ører! Det er altid vigtigt at holde sig for øje, hvem den nødvendige politik er nødvendig for - for der er altid nogen, hvis udgangspunkt gør bestemte handlinger mere nødvendige end andre! Og at økonomiske tiltag som sådan altid er et politisk tiltag - økonomi er ikke en objektiv videnskab!

En anden af hans pointer er, at al den målen og vejen ofte afføder mere målen og vejen - og retter vores fokus hen mod ting, der kan måles og vejes. Og som mine trofaste læsere vil vide er dette kernen i mine forsøg på at ændre den offentlige styring bid efter bid: vælg målinger og opgørelser med omhu, så vi får målt på det der batter.

Og endelig trækker han økonomi ned fra det ophøjede og gøre det til alment kendskab, så alle kan være med i debatten.

Og det er fantastisk at vide at der findes sådan en i verden! Om end jeg er lidt ærgerlig over at se mit eget lille projekt blive overhalet indenom af en professor på Cambridge med letlæselige bøger og taletid på BogForum! Men jeg glæder mig virkelig meget til at læse hans bøger!

14. oktober 2019 - præciseringer er godt for en god debat

Jeg har indtil i dag ikke rigtig orket at læse om det pseudoarbejde. Det er sikkert ment som lige dele sjov og provokation og der er såmænd masser af sandhed i det. Men lige som debatten for eller i mod konsulenter og reformiver i det offentlige, mangler der altid de sidste nuancer i forhold til at komme fremad, og rent faktisk ændre noget af det der er ikke fungerer.

Men så så jeg en artikel med 8 konkrete forslag til at stoppe pseudoarbejde i det offentlige. Og ja, artiklen indeholder også en hel del hurtige bemærkninger, som i mine øjne højst hjælper som blikfang i debatten… Jeg vil ikke kommentere på alle 8 forslag, da jeg ikke har forudsætninger herfor, men undrer mig alligevel lidt over, at der bliver foreslået et Filosofikum ind i uddannelser, der burde handle om faglighed - er det ikke netop en af fejlene i boomet af akademikere: at det hele bliver intellektualiseret…?

Udgangspunktet for artiklen er at vi skal spare, og at det kan vi passende gøre ved at skære alt det overflødige arbejde væk, som især akademikere sidder og finder på og indføre ansættelsesstop for netop akademikere. Antallet af akademikere i det offentlige er steget voldsomt - fordi akademikere ansætter akademikere. Og der er måske er noget om snakken, men det drukner i samlebetegnelsen ‘akademikere’. Det ord dækker over lige så mange forskellige professioner som ‘personer med mellemlang udannelse’. Hvad er det for konkrete opgaver, der ikke længere skal udføres?

En del af svaret fremgår såmænd også af artiklen: fjern kontraktstyringen, for der måler vi alligevel på alle mulige dumme ting, som ikke har noget som helst med noget som helst velfærd at gøre - og jeg er helt enig! Der bliver virkelig målt på mange mærkelige ting i den styringskæde, men der vil altid være et krav om at vi kan dokumentere at vi får noget for skatteborgernes penge - så lad os droppe at måle på pseudomål, men måle på noget ordentligt!

Og så nævnes to forslag, der begge handler om love: de skal have en udløbsdato og hvis man indfører 1 lov skal man fjerne 2. Det lyder faktisk som gode ideer. Men i et demokrati er det jo politikernes arbejde at lovgive, og de må - uanset hvad man ellers mener om lovgivningen - lovgive lige så tosset de vil. Desuden skal der nok opsættes en ny type af system for at sikre at lovgivningen så træder ud af kraft… lige som vedtagelsen af en lov ikke er en garanti for at den bliver ført ud i livet, er ophævelsen af en lov vel ramt af samme problem.

23. juni 2019 - stop grønthøsteren

Jeg fortsætter lidt endnu med mine tanker om de 9 dogmer fra FOA og DJØF og er denne gang nået til dogme 4-6 der alle handler om besparelser efter grønthøstermetoden.

Dem er der ikke nogen, der er vilde med, fordi ingen hovedløst kan blive ved med at levere mere af det samme for færre midler. Det er nødvendigt at prioritere mellem de opgaver der udføres - og især fortælle hvilket opgaver der ikke længere skal løses.

Problemet er desværre, at den slags prioriteringer er ... svære!! Og at den nemme løsning er at gøre alle bevillinger 2 % mindre hvert år, og så må det være op til nogle andre at få enderne til at mødes. Det betyder reelt set, at dem der har ansvaret for at få enderne til at mødes sidder længere og længere væk fra dem, der sætter bevillingerne.

Så er der muligheden for at spare ved at lave effektive løsninger - f.eks. i form af digitaliseringer eller nye arbejdsprocesser. Mange gange skæres bevillingerne dog allerede med udsigt til, at det implementeres, derfor lægger dogme 5 vægt på at besparelserne først skal realiseres, når de er reelle. Der er brug for at blive ved med at udvikle nye måder at gøre tingene på og effektivisere de offentlige opgaver, men ja, det er lige så vigtigt, at man ikke tager bevillingerne før der reelt ikke er behov for dem!! Og lige så vigtigt: man skal huske at gøre det når effektiviseringerne er realiseret!!

Nogen vil indvende, at man også bare kan lade være med at spare! Men som det fremgår alle mulige steder, bliver vi flere og flere borgere med behov for ydelser og service fra det offentlige, så med mindre vi vil gå på kompromis, hvilken service vi leverer, så er det ikke rigtig en mulighed…

24. marts 2019 - økonomistyring er noget andet end besparelser!

I sidste uge skrev jeg et indlæg om økonomistyring og besparelser - og måske fordi det er det, jeg får allermest af min tid til at gå med, blev det vist for indforstået, så jeg prøver igen! Det er valgkamp og det fyger igen med kritik af de udspil de forskellige partier kommer med. Især får Socialdemokraterne skyld for ikke at være "økonomisk ansvarlige", og jeg så også Anker Jørgensens navn nævnt et sted.

Det er ingen hemmelighed at vores velfærd koster penge - mange penge - og for at få det hele til at gå op er det vigtigt, at nogen holder styr på økonomien. Selvom mange nok ikke tror det, blev der taget mange økonomiske skridt i 70'erne for at sikre finansieringen af velfærdsstaten - det var bare ikke nok, så de blev fulgt op af reformer og besparelser i 80'erne og 90'erne.

For eksempel satte man dagpengeperioden ned fra "ubegrænset" til "8 år" til "4 år" over en årrække og nu er den så helt nede på de 2 år vi kender i dag. Det er besparelser! Det er at sætte nogle snævrere rammer for, hvor meget velfærd (altså her hvor mange dagpenge) hver enkelt har ret til. Det er her politikerne sætter retning på, hvor meget velfærd der er råd til på den korte - men især også den lange - bane.

Argumentet er, at vores samfund ikke har råd til at betale dagpenge i længere perioder og at borgerne skal have incitament til at forsørge sig selv osv. - alt sammen kendte synspunkter, som alle kan diskuteres alt efter politisk ståsted og visioner. Argumenterne er som sådan også økonomiske og stammer fra "beregninger på de langsigtede konsekvenser af den førte politik", men beslutningen om, hvad man vil stille op på baggrund af de økonomiske analyser er politisk.

Økonomistyring - som er det jeg foretager mig - er så at sørge for, at når der er sat 14 mia. kr. af til arbejdsløshedsdagpenge i 2019, så bliver de også brugt på arbejdsløshedsdagpenge. Og ikke mindst: at det er 14 mia. kr., der skal bruges på det - hverken mere eller mindre. Det vil mere konkret sige, at med de ledige der er, og den nuværende lovgivning vi har, skal samfundet bruge 14 mia. kr. på arbejdsløshedsdagpenge.

Arbejdsløshedsdagpenge er desværre ikke noget særligt enkelt eksempel på økonomistyring, fordi der er så meget, der er fastsat ved lov. Regnestykket bliver heller ikke nemmere af, at noget dækkes af staten og noget af kommunerne - og at dette suppleres med en hel masse overførsler mellem de 2 niveauer af offentlige institutioner, som jeg så skal sidde og holde styr på rigtigheden af. Til gengæld er det et oplagt sted at spare: med refusionensreformen (som ingen udenfor systemet har hørt om!) forenkler man overførslerne mellem stat og kommuner. Herved bliver det nemmere at administrere pengestrømmen mellem de offentlige myndigheder - helt uden at det berører dem, der modtager dagpengene.

16. marts 2019 - økonomistyring eller besparelser

I sidste uge var jeg til foredrag med Ove Kaj Pedersen med udgangspunkt i hans opfølger til "Konkurrencestaten" og i næste uge skal jeg på kursus i Skatte- og Tilskudssystemet for kommuner - det er vist ved at være tydeligt, at jeg er DJØF'er.

Jeg er ikke sikker på, at der kommer lige så meget postyr over den nye bog, omend jeg tror den er vigtigere, fordi en af pointerne (ligesom med min blog) er at få indhold og værdier ind i konkurrencestaten og ikke bare økonomistyring og besparelser.

Engang var jeg med i en arbejdsgruppe, der skulle forbedre økonomistyringen i staten. Det var før Budgetloven, men nok lige op til dens vedtagelse. Nogle af møderne i gruppen foregik sammen med Moderniseringsstyrelsens direktion, og det havde høj prioritet: analyser viste, at man i staten havde 25 mia. kr., der var budgetteret men ikke brugt - hvert år de seneste år var det tal steget med 4 mia. kr.

I kommunerne var der på samme tid et væsentlig overforbrug i forhold til det budgetterede. Og med Budgetlovens vedtagelse kunne staten give hårde straffe i form af reduceret bloktilskud til kommunerne for overskridelse af budgettet. Herefter var der i en årrække mindreforbrug i forhold til det budgetterede.

Nu begynder kommunernes økonomi at ramme rammerne - og flere steder også igen at overskride rammerne - f.eks. i forhold til anlægsloftet. Egentlig var det meningen at budgetloven skulle evalueres i dette folketingsår, men det ser ud til at blive udsat til efter valget...

En af mine kerneopgaver er at få skabt overblik over budgetter og forbrug. Med det overblik skal det være muligt styre økonomien og - nu hvor de økonomiske rammer er blevet strammere - at prioritere. Men Økonomistyring er ikke det samme som at spare! Økonomistyringen handler om at ramme budgetterne, så det går op: det man har budgetteret er også det man får brugt, hverken mere eller mindre. Så kan man se om der er områder, der er nødlidende og andre, der har nok, og så måske omprioritere mellem de to. Det er det langt de fleste DJØF'ere med fokus på økonomi laver!

Besparelserne og rammerne bliver naturligvis også beregnet af DJØF'ere, men her er udgangspunktet i langt højere grad de samlede nationale budgetter. Når vi summer det hele op fra alle kommuner, regioner og hele staten og kigger på det samlet, kan vi så regne med at have økonomi til de næste års budgetter? Det overblik er der desværre ikke ret mange andre end økonomerne i Finansministeriet, der har. Jeg er af den klare overbevisning, at de gør deres yderste for, at vi ikke (igen!) skal ramme de økonomiske kriser fra 70'erne 80'erne og 90'erne. Dengang var Danmarks økonomi mere eller mindre lå i ruiner på linje med Grækenlands i dag.

Til gengæld ligner det, når man sidder ude i et af maskinrummene og skal have enderne til at mødes, at det bliver godt at få kigget på rammerne i Budgetloven og om de strammer for meget. Et er at vi skal have råd til at opretholde velfærd også for kommende generationer, men måske skal det ikke være på bekostning af velfærd for dem, der mest har behov for det...

9. marts 2019 - reformer til det bedre eller som valgkamp?

Forleden dag gik det op for mig, at regeringen nok forsøger at lande en sundhedsreform de kan gå til valg på... Jeg er med på, at et nyt Folketing så kan vælge at lade være med at gennemføre den i den vedtagne form, men jeg blev alligevel chokeret. Er vores sundhedsvæsen ikke vigtigere end at give de nuværende politikere en handlekraftig profil?

Jeg har snart læst mange input fra sundhedspersonale i det offentlige, som under stor bevågenhed har forladt systemet på grund af besparelser. Når man koger det ned, er essensen ens for dem alle: der er ikke ressourcer nok til at behandle patienterne som mennesker. Når ressourcerne hele tiden skal prioriteres og omprioriteres blandt andet fordi der samlet set bliver færre af dem, kan det være svært at finde tid til patientomsorg og nærvær.

Jeg kender også nogle stykker, der arbejder i det private sundhedsvæsen. De virker alle virkelig glade for deres job - og ens for dem er, at de ikke vil være en del af det "etablerede sundhedssystem" og den offentlige sygesikring. "Der ude" kan de selv prioritere og holde fokus på det, de synes, er vigtigt. Det er klart, at i det private har man i højere grad mulighed for selv at vælge hvilke patienter og borgere man vil have igennem sit system. Og man kan heller ikke sammenligne privat hjemmepleje eller sundhedshuse med tilsvarende offentlige en til en. Jeg synes alligevel det er påfaldende, at det lader til, at de selv synes de bedre kan holde fast i deres faglighed - og ingen af dem hverken bruger eller tjener styrtende med penge.

Jeg fatter ikke, at man laver en reform af sundhedsvæsnet, som - i hvert fald udefra - ser ud til at handle mest om hvor man skal placere de administrative (DJØF'ere) og ikke om ansvarsfordelingen og strukturen i selve sundhedsvæsnet: Hvem skal sørge for patienternes velbefindende? Er det politikerne? Lægerne? Og endnu mere - hvem skal definere, hvad patienterne har brug for?

Jeg synes disse spørgsmål er meget vigtigere at få svar på end hvor mange politikere der skal sidde i hvilke bestyrelser - uanset om det er i regionsråd eller sundhedshuse! Og det tager tid at få vendt alle stenene i det offentlige sundhedsvæsen - hvad er det vi vil, og hvordan ser de forskellige faggrupper løsningerne. For mest af alt synes jeg, det er skræmmende, hvis reformen skal bruges til at profilere regeringen og ikke til at få et bedre sundhedsvæsen.

29. august 2018 - hvad vil vi egentlig med det offentlige?

I det seneste nummer af mit fagblad - DJØF-bladet - er der et par artikler, der beskriver medarbejdere i Moderniseringsstyrelsen og ikke mindst de opgaver den udfører.

Langt hen ad vejen er Moderniseringsstyrelsen blevet indbegrebet af de onde DJØF'ere, der vil styre det offentlige med regneark og New Public Management. Og langt hen ad vejen er det såmænd også styrelsens rolle i dag. Artiklens pointe er egentlig, at hvis det ikke var Moderniseringsstyrelsen, der havde denne rolle, så måtte man opfinde en anden styrelse til at udføre opgaven. Og så er der et meget rammende citat fra professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen, som jeg selv har haft fornøjelsen af i min studietid:

 "Og det er ikke styrelsen, der støber de kugler, som bliver brugt, når nye overenskomster er til forhandling. Det sker i regeringen og dens centrale udvalg..." 

Og det er klart at politikere ikke kan vide alt om alting og derfor får hjælp fra sine embedsmænd, men som jeg  også har skrevet flere gange, så byder vi ind med noget der passer ind i den politik og den retning, man får udstukket politisk.

Og der er den politiske retning - eller doktrin om man vil - for tiden at det offentlige skal være mindre og at der skal være råd til skattelettelser. 

Indefra ser det imidlertid ud til, at det er på tide at tage en diskussion af, hvad det er man vil med det offentlige - hvad er det vores fællesskab skal kunne? Hvad er det for en type samfund vi gerne vil have og hvor meget skal det koste at få det samfund.

Skal det fælles primært stå for sikkerhed - i form af forsvar og politi? Skal samfundet forsøge at udligne de forskelle der opstår, når vi ikke alle har samme forudsætninger? Skal samfundet forme gode borgere, der passer til arbejdsmarkedet? Skabe arbejdspladser til alle? Eller sikre et minimum af livsgrundlag for dem, der ikke kan selv? Sikre at vi alle kan opnå den type liv vi gerne vil have? Bevare kulturen? Passer på miljøet og klimaet? Giver erhvervslivet gode vilkår?

Listen er lang - og lige nu er der stemning for at vi gør det hele! Og samtidig er der en undertone af at uanset hvad, er det nok for dyrt og for meget. Og så får vi bygget et enormt kontrolapperat op omkring enhver lovgivning, der vedtages, så vi er sikre på at folk ikke får mere end de er berettiget til. Og det kontrolapperat består nogle steder af flere instanser, der så også kontrollerer hinanden...! Både i stat, region og kommune. For nu lige at være sikker...

Mon det er den mest effektive måde, at styre de mange offentlige opgaver på..?

2. august 2018 - Omprioriteringsbidrag, igen igen

Jeg er med på at omprioriteringsbidraget for nogen tid siden blev afskaffet på landets sygehuse efter massiv kritik fra flere sider. Det ærger mig nu alligevel, at der ikke tidligere er rejst kritik af de årlige besparelser på 2 %. De 2 % gælder nemlig over hele linjen og har stået på længe før, der var nogen der fandt på "Omprioriteringsbidraget" - så hed det bare noget andet.

Også det administrative område er ramt af disse årlige besparelser - og lige så lidt som på kulturområdet er der kommet færre opgaver. Der er ikke normeringer på, hvor mange ressourcer det kræver at udarbejde et lovforslag eller lave et svar for ministeren. Og det kan også være svært at se, hvad det er man skal prioritere væk og kræve klare svar for hvad det er vi ikke skal lave...

 Men nogen gange tænker jeg på, at der er en klar prioritering: folk (og dermed politikerne) vil ikke have så stor en offentlig sektor! Og det betyder jo så konkret, at den skal koste mindre... Og som verden ser ud lige nu bliver medarbejdere i den offentlige sektor set som "udgifter" i form af løn og ikke "ressourcer" i form af indsats for det fælles bedste. Og igen - hvis vi ikke har en uendelig pengekasse (og det har vi jo selv sagt ikke), så er vi nødt til at prioritere - eller omprioritere - hvad det er vi så vil have. Problemet opstår, når folk (og politikerne) tror de kan få både god offentlig service og besparelser - hver gang!

16. juli 2018

For tiden har Politiken en artikelserie med de større kulturinstitutioner og deres reaktion på omprioriteringsbidraget - som reelt set er besparelser på 2 procent årligt. Disse besparelser er pålagt kulturinstitutionerne fra 2016 og frem - på ubestemt tid. Det har givet en del spalteplads til kritik af grønthøster-metoden og manglende politiske prioriteringer. 

Noget af det der har slået mig mest, siden jeg første gang hørte Rane Willerslev rejse kritikken i DR2's dokumentar om "Ranes museum" er at det "kun" har stået på siden 2016. Det kan jeg faktisk ikke forstå, for langt de fleste statslige institutioner har været underlagt krav om 2 pct.-besparelser i årevis - i hvert fald siden 2001, men sikkert også før. Og at det er slet ikke faldet nogen ind at rejse kritik af det forhold før - det synes jeg nærmest er pinligt... mest fordi det er ret vildt, at man i årevis kører på med en "producér mere for mindre"-taktik i den offentlig sektor - men ingen steder peger på, hvad det er der ikke længere skal laves.

Som det har været fremhævet i den nuværende kritik er det virkelig svært at lave gode institutioner, når man hele tiden skal løbe stærkere - og til det har kulturministeren så svaret, at ja, det kræver virkelig god ledelse at få det til at ske! Tak for den!

For er det god politisk ledelse at køre afsted med grønthøsteren? For i virkeligheden er det slet ikke kun kulturinstitutionerne, der bliver behandlet sådan - det er også de institutioner, der skal passe på vores arbejdsmiljø, vores fødevare-kontrol og en hel masse andre ting vi vel er begyndt at tage for givet...

Med årlige 2 pct.-besparelser får man nok ikke en embedsstand, der gennemarbejder en hel masse vinkler på et politisk problem, så det bliver nemt at vælge imellem forskellige scenarier - så får man det, der er politisk stemning for inkl. et notat med en beskrivelse af de faglige betænkeligheder, der evt. er ved forslaget...

Men vil det ikke også være politisk mere rentabelt, at finde områder, der ikke længere er behov for skal udføres af det offentlige? Og dermed måske endda få taget hul på en debat om, hvad "det offentlige" egentlig skal være ansvarlig for? Og dermed hvad vores skattekroner skal gå til...?

Modernisering - effektivisering - omprioritering

6. juli 2018

Kært barn har mange navne siger man - og besparelser i den offentlige sektor har rigtig mange!! Og bag de besparelser står rigtig ofte en DJØF'er med regneark - som mig. 

Og mit verdensbillede siger mig, at selvfølgelig skal vi effektivisere - og spare! I den offentlige sektor gør vi rigtig mange ting på en helt anden måde end tidligere - bare de 20 år jeg har været en del af gamet er der virkelig sket meget - tænk bare på digitalisering af blanketter. Og mange af de ting vi har sparet penge ved gennem tiderne er slet ikke det samme som, at servicen er dårligere nu end tidligere.

Den offentlige sektor er nødt til at være mere effektiv end alternativet, hvis den skal overleve! Og alternativet er derude! Velfærdsstaten er slet ikke Gud givet. Der er masser af mennesker, der mener at enhver er sin egen lykkes smed eller at det er i familien omsorgen for børn og gamle bedst leveres. 

Det står en frit for at mene om det skal være "det offentlige" eller familien, der drager omsorg for os - jeg krydser bare fingre for, at jeg lever længe nok til, at ideen om at familien skal stå for omsorgen ikke hver gang tolkes som, at det er "kvinderne, der skal hjem til kødgryderne"...

Del siden