Bogen har en lang række konkrete modeller og metoder til at hver enkelt kan indrette og tænke sit liv og sin alder. Pointerne her kan også laves til et selvrealiserings-retreat med noget god mad på Sri Lanka. Men Del III om 'Det menneskelige samfund' burde være obligatorisk læsning for alle, der har indflydelse på, hvordan vores samfundsstrukturer er indrettet: HR-afdelinger, virksomhedsejere, ledere, uddannelsesinstitutioner, embedsmænd og politikere. Pointen er - som jeg kan koge det ned til - at når vi mennesker er begyndt at leve så meget længere og hen ad vejen ofte har mange gode leveår i os, så er vi nødt til at indrette vores uddannelser, arbejdsmarked og øvrige institutioner med indbygget fleksibilitet.

Det giver sig selv, at vores velfærdssamfund ikke kan sende mig på pension ca. 40 år før jeg dør, og derfor er man også i gang med at sætte pensionsalderen op. Men er det ikke bedre at gentænke, hvad jeg kan lave, når jeg bliver gammel? Jeg vil gerne lave mad i en børnehave eller på et plejehjem, når jeg ikke orker regnearkene mere! Det er stadig planen, men som min køkkenchef-veninde skrev, så finder de fleste økonomaer andet arbejde, når de rammer 50'erne, fordi det er for hårdt at arbejde i de køkkener! Det havde jeg så - naivt nok - ikke lige tænkt på... 

Det giver også sig selv, at vores velfærdssamfund ikke kan beholde flere og flere på det, der med et knap så kønt ord hedder 'passiv forsørgelse'. Ideen med at få førtidspensionister holdt i gang og syge hurtigere igennem sundhedsvæsnet er nok tænkt som til gavn for økonomien, men også at inkludere folk i det liv vi andre lever. Det er vel i virkeligheden det samme tankesæt, der er med inklusion i folkeskolen. Mennesker, der er anderledes skal ikke være udenfor - vi skal være sammen!

Problemet med det er bare, at hvis vi skal være sammen på "normalens" præmisser, så passer de gamle, de syge og de neurodivergente ikke ind - og så crasher de i forsøget på at leve op det, der er sat som standard. Hvis vi skal leve længe(re), udvide arbejdsstyrken og i øvrigt ikke ligge samfundet til last, er samfundet nødt til, at være indrettet, så flere kan være i det og være med til at give det, de kan.

Da jeg havde samfundsfag i gymnasiet hed lærebogen "Individ og Samfund" og al den teori, forskning og praksis, jeg har været igennem siden da, sætter fokus på forholdet mellem de to. De fleste partiers ideologiske grundlag handler om netop balancen mellem dem. Og det er klart, at der er nødt til at være nogle rammer vi som samfund er nødt til at have for, at vi kan eksistere sammen, men vi er er vel nødt til at holde fast i, at velfærdssamfundet er tænkt som en investering i de mennesker, vores samfund består af, så alle får mulighed for at få det liv, de ønsker sig.

Det ligner dog, at vores måde at indrette samfundet på gør, at de enkelte individer knækker i forsøget på at leve op til det - eller helt tækker sig fra at prøve. Hvis ikke vi indretter vores samfund, så vi hver især kan rumme de udfordringer et langt liv kan byde på, kan vi ikke holde til at blive 105. Vi er nødt til at tilpasse vores uddannelser, så flere kan tage dem - også selvom det betyder at nogle skal bruge flere år på SU, eller at man tager en del som ung og en anden del senere i livet. Vores arbejdspladser skal indrettes familie- og relationsvenligt - uanset om det er til gavn for 'de stressede børnefamilier' eller fordi vi skal arbejde, selvom vi har levet i mange år.

Jeg har skrevet det før, men det kan tåle gentagelser: et lige samfund kræver lige muligheder for mennesker med forskellige forudsætninger. Det gør man ikke ved at behandle alle som om, de er ens - og slet ikke hele det lange liv.